Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXIII. Vinteren strenges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Helene gik da ud og bad hende straks komme
lidt paa Lampen.
Lidt efter, Helene sad ved Vinduet, traadte til
hendes store Forbavselse Desideria ind med den
utændte Lampe, som hun satte paa Bordet, idet hun
sagde: »Jeg skulde hilse fra Moder og sige, at denne
Gang vilde hun ikke nægte det; men De bruger alt for
megen Petroleum, Frøken Rørby.«
Da sprang Helene op og sagde med behersket,
men dirrende Røst: »Jeg maa bede Dem gøre
Kan-celliraadinden opmærksom paa, at det er en meget
lille Beholder, og at jeg har maattet tænde Lampen
tidligt.«
»Saa kunde De jo komme ned i Stuen.«
»For at nyde dit behagelige Selskab,« lød her
Bedstemoders Stemme henne fra den aabne Dør,
mens Maanen skinnede ind ad Vinduet og oplyste de
tre ophidsede Ansigter.
Da de var gaaet, lod Helene Lampe være Lampe.
Vejret saa saa indbydende ud.
Og der var ikke faldet mere Sne, end hun jo
nok turde vove sig ud.
Saa cyklede hun da af Sted.
Det var klart, stille Frostvejr.
Vinden havde lagt sig, Stjernerne tindrede, Sneen
lyste, og Fuldmaanen skinnede over det store
Vinterlandskab ind paa Kirkegaarden og over de hvide
Kors paa Gravene.
Skulde man da aldrig faa Fred her i Livet,
aldrig Fred, før man laa som de derinde i de dødes
stille Have?
Hun kørte videre.
Saa sprang hun af Cyklen og gik op over
Bakkerne. Hun saa ud over Egnen, skimtede Nakkerup
Kirkespir, de hvide Gavle paa Apoteket og Skovene
om Nærums Hjem.
Da steg der en usigelig Bitterhed op i hendes
Sind.
Hun mindedes al den Sladder, som den lille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
