Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242 JACK LONDON
sig med Haandfladen hen over Øjnene, som om han fejede
Spindelvæv til Side.
»Gud! Gud!« stønnede han, og igen hævede han de
knytted Næver, som i en uendelig Fortvivlelse, der fik hans Strube
til at dirre.
Det var et rædselsfuldt Syn. Jeg skælvede over hele
Kroppen, og jeg kunde føle en Gysen løbe op og ned ad min
Rygrad, medens Sveden haglede ned over min Pande. Der er i
Virkeligheden heller ikke noget forfærdeligere Syn i Verden end
at se en stærk Mand i dette Øjeblik, da han er fuldkommen svag
og nedbrudt.
Men Ulf Larsen blev igen sig selv, ved en mægtig
Anspændelse af sin ubetvingelige Vilje. Og det var en Anspændelse!
Hans hele Legeme rystede ved Kampen. Han lignede en Mand,
der er lige ved at besvime, Hans Ansigt kæmpede for at komme
i Ro, men det blev ved at fortrække sig i Smerte, indtil han
paany faldt sammen. Endnu en Gang Jøftede han den knyttede
Haand og stønnede. Et Par Gange trak han Vejret dybt og
hulkede. Men saa omsider lykkedes det. Jeg kunde næsten
have indbildt mig, at det var den gamle UIf Larsen, og dog
var der over hans Bevægelser en vis Antydning af Svaghed
og Tvivlraadighed. Han stirrede henimod Opgangen og traadte
frem paa samme Maade, som jeg havde været vant til at se
ham. Og alligevel var der i selve hans Gang denne Antydning
af Svaghed og Tvivlraadighed.
Jeg begyndte nu at blive bange for, hvordan det skulde gaa
mig selv. Det aabne Hul var lige paa hans Vej, og hans
Opdagelse af det vilde straks føre til Opdagelsen af mig. Jeg
rasede mod mig selv ved Tanken om at skulle blive opdaget i
en saa kujonagtig Stilling, sammenkrøben paa Gulvet. Der var
endnu Tid. Jeg sprang hurtigt op og indtog ganske ubevidst en
udfordrende Stilling. Han lagde slet ikke Mærke til mig. Ikke
heller lagde han Mærke til det aabne Hul. Førend jeg rigtig
havde forstaaet Situationen, var han vandret lige i Fælden.
Den ene Fod gik ned i Aabningen, medens den anden Fod var
lige ved al løfte sig. Men da den nedadgasende Fod savnede
det faste Gulv og følte Tomheden under sig, da var det den
gamle Ulf Larsen og Tigermusklerne, som selv i Faldet drev
hans Legeme over Aabningen, saaledes at Bryst og Mave og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
