Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 JACK LONDON
mod Kysten og det splintrede Bovspryd hængende ud over
Sandet, medens de sammenfiltrede Spir blev slanet ned mod det
mørke Skrog af de sagte hviskende Bølger. Noget maatte der
gøres!
Pludselig slog det mig som en Besynderlighed, at intet
bevægede sig om Bord. Maaske var alle Mand ganet til Hvile,
trætte efter Nattens Kamp med Søen. Min næste Tanke var, at
Maud og jeg maaske alligevel kunde undslippe. Sæt vi nu
kunde gaa i Baaden og slippe om Næsset, før nogen vaagnede?
Jeg vilde kalde paa hende straks. Min Haand var løftet til at
banke paa Døren, da jeg huskede paa, hvor lille Øen var. -Vi
kunde umulig skjule os paa den. Der var intet andet for os
end det store, barske Hav. Jeg tænkte paa vore hyggelige, smaa
Hytter, vort Oplag af Kød, Olje, Mos og Brænde, og jeg vidste,
at vi umulig kunde modstaa den kommende Vinterkulde og
Storm paa Søen.
Saaledes stod jeg tøvende, med Haanden løftet til Banken,
udenfor hendes Dør. Det var umuligt, umuligt! En vild Tanke
for mig gennem Hovedet, nemlig at fare ind og dræbe hende,
medens hun sov. Men i et Nu fik jeg en bedre Idé. Alle Mand
sov. Hvorfor ikke krybe om Bord paa »Ghost« — Jeg kendte
Vejen til Ulf Larsens Køje — og dræbe ham, før han vaagnede?
Derefter — ja, vi fik at se. Naar han først var død, var der
Tid og Rum til at foretage andre Ting. Og desuden: hvordan
end den ny Situation maatte forme sig, værre end den
nærværende kunde den ikke blive.
Min Kniv hang mig ved Hoften. Jeg gik ind i Hytten efter
min Bøsse, forvissede mig om, at den var ladt, og gik ned til
»Ghost«. Med nogen Vanskelighed, og efter at jeg først var
bleven vaad helt til Livet, klavrede jeg om Bord. Lukafkappen
stod aaben. Jeg standsede for at høre Mændene drage Aande,
men ikke en Lyd hørtes. Jeg formelig snappede efter Vejret,
idet den Tanke meldte sig: Skulde »Ghost« være forladt? Jeg
lyttede igen. Der kom ikke en Lyd. Jeg gik forsigtigt ned ad
Trappen. Der var den sædvanlige mugne, klamme Luft som i
en Bolig, der ikke længere er beboet. Hele Lukafet var
oversanet med aflagte, kasserede Pjalter, gamle Søstøvler, utætte
Oljeklæder — alle de værdiløse Ting, der samler sig i et Lukaf
efter en lang Sørejse.
-(ä—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
