Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NE
ULF LARSEN 211
Mirakel: at vi i vor usle, lille Baad endnu levede og kæmpede
for Livet; Dage med Slud og Vind og Snebyger, da intet kunde
holde os varme; og endelig Regndage, da vi fyldte vore
Vandankere fra de dryppende Sejl.
Og bestandig voksede min Kærlighed til Maud. Hendes Sind
var saa mangesidigt, saa vekslende som selve det store Hav.
Men skønt jeg de Tusinder af Gange maatte betvinge mig selv
for ikke at erklære hende min Kærlighed, saa vidste jeg, at det
ikke var Tiden for en saadan Erklæring. Om ikke af anden |
Grund, saa fordi den Kvinde, jeg elskede, var under min Be- I
skyttelse. Jeg smigrede mig ogsaa med, at jeg var Herre over
denne højst vanskelige Situation, saa at jeg hverken ved Blik
eller Mine røbede den Kærlighed, jeg følte for hende. Vi var
som gode Kammerater, for hver Dag der gik.
En Egenskab ved hende overraskede mig især, og det var
hendes urokkelige Mod. Den forfærdelige Sø, den skrøbelige l
Baad, Stormene, Lidelsen og Ensomheden — alt det, der vilde | p
have været tilstrækkeligt til at skræmme en mere robust Kvinde ;
— gjorde tilsyneladende intet Indtryk paa hende, som kun :
havde kendt Livet fra dets lyse Side, og som trods sin lysende
Intelligens var blid og kærlig og tillidsfuld, som kun den sande
Kvinde kan være. Og dog er det ikke helt rigtigt. Hun var
bange, men hun var paa den anden Side i Besiddelse af et stort,
moralsk Mod. Hendes Aand, rolig som hendes rolige Øjne,
sikker i Troen paa Bestandigheden midt i det skiftende
Verdensali, havde Ro og Styrke til at beherske Kødets Frygt.
Stormdage kom, Nætter og Dage med Storm, da Oceanet
truede os med sine brølende, hvide Toppe, og da Vinden slog
løs paa vor kæmpende Baad med sine Titannæver. Og
bestandig kastedes vi længere og længere ud mod Nordost. Det var
under en saadan Storm, den værste, vi havde oplevet, at jeg
kastede et træt Blik til Læsiden, ikke for at søge noget som
helst, men mere fordi jeg var træt af at se paa Kampen mellem
Elementerne, næsten som om jeg uden Ord vilde paakalde de
højere Magter og bede dem skænke os Fred. Hvad jeg saa,
kunde jeg i Begyndelsen knap selv tro paa. Dage og Nætter
uden Søvn og i stadig Spænding maatte have forvirret mit Syn.
Jeg saa tilbage paa Maud ligesom for at foretage en
Afstandsbedømmelse. Synet af hendes søde, vaade Kinder, hendes løse,
148 å
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
