Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 165
stinkter og gjorde kun hans Barbari saa meget mere frygteligt.
Han havde prægtige Muskler, var en svær Mand, og dog, skønt
han traadie med en sværtbygget Mands Fasthed og Bestemthed,
var der intet tungt i hans Fodtrin. Han var behændig og let
paa Taa som en Kat og stærk, fremfor alt stærk. Jeg lignede
ham ved en stor Tiger, et modigt Rovdyr. Han saa saadan ud,
og den gennemtrængende Glans, som til Tider lyste i hans Øjne,
var den samme gennemtrængende Glans, som jeg har set hos
Leoparder eller andre vilde Rovdyr i Bur.
Men den Morgen, da jeg saa dem gaa frem og tilbage,
bemærkede jeg, at det var hende, der angav Fodslaget. De kom
hen i Nærheden af Kahyiskappen, hvor jeg stod. Skønt hun
ikke forraadte det ved noget ydre Tegn, følte jeg, at hun var i
stærk Sindsbevægelse. Hun gjorde en eller anden intetsigende
Bemærkning, saa paa mig og lo tilsyneladende ubekymret; men
jeg saa hendes Øjne uvilkaarligt igen søge hans, som om der
var noget i dem, der fængslede hende; saa slog hun dem ned,
men ikke hurtigt nok til at skjule den Rædsel, der stod at læse
i dem. ;
Jeg saa i hans Øjne Aarsagen til hendes stærke
Sindsbevægelse. I Reglen var de graa og kolde og barske, men nu var de
varme og bløde og gyldne, og det var, som om der i dem
blinkede smaa Lys, som enten fordunkledes og svandt hen eller
flammede i Vejret, indtil de fyldte Øjnene til Randen med
glødende Straaleglans. Maaske var det derfra, den gyldne Farve
kom, men gyldne var de i alt Fald, lokkende og bydende,
lurende og tvingende, De talie om Blodets Krav og Begær og
kunde ikke misforstaas af nogen Kvinde, allermindst af Frk.
Brewster.
Hendes Angst smittede mig, og i dette Frygtens Øjeblik —
den mest forfærdelige Frygt, en Mand kan føle — vidste jeg,
ai hun var mig usigelig kær. Bevidstheden om, at jeg elskede
hende, kom over mig samtidig med den Frygt, og grebet af begge
Følelser paa én Gang, var det, som om mit Blod samtidig frøs
til Is og bankede i Feberhede, og jeg følte, hvorledes jeg droges
af en Magt udenfor mig selv, og vendte mig mod min Vilje for
at se Ulf Larsen ind i Øjnene. Men nu havde han genvundet
Besindelsen. Den gyldne Farve og de spillende Lys var borte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
