Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 JACK LONDON
og Staal gennem Mysteriets Hjerte, famler sig frem gennem det
usete og raaber og larmer under dristig Tale, medens Hjertet
skælver af Usikkerhed og Frygt.
Min Ledsagers Stemme bragte mig til mig selv igen. Ogsaa
jeg havde famlet og sprællet, imens jeg troede at ride klarøjet
gennnem Mysteriet.
»Haløj!« der kommer én lige imod os!« sagde han. »Hører
De? Han kommer i fuld Fart! Ret forude! Hører os vist ikke.
Vinden er i det gale Hjørne.«
Den friske Brice har lige ind i vor Forstavn, og nu hørte
jeg tydeligt Fløjten, lidt forude.
»Færge?« spurgte jeg.
Han nikkede og tilføjede derpaa: »Ellers vilde han ikke
holde den Fart oppe.« Det klukkede i ham. »De bliver urolige
deroppe.«
Jeg saa opefter. Kaptainen havde strakt Hoved og Skuldre
frem fra Lodsrummet og stirrede skarpt ind i Taagen, som om
han ved en kraftig Viljeanstrængelse kunde trænge igennem den.
Hans Ansigtstræk var spændte, og det samme var Tilfældet med
min Ledsager, der var stavret over til Rælingen, hvorfra han,
med en lignende Viljeanstrængelse, stirrede i Retning af den
usynlige Fare.
Saa kom det hele, og det med en ufattelig Hurtighed. Taagen
syntes at vige som splittet af en Kile, og Boven af en Damper
kom til Syne, med Kranse af Taage paa Siderne som Tang paa
Leviathans Snabel. Jeg kunde se Lodsrummet og en
hvidskægget Mand, der stod halvi lænet ud af det. Han bar en blaa
Uniform, og jeg husker, at jeg lagde Mærke til, hvor sirlig og rolig
han var. Hans Ro var under de forhaandenværende
Omstændigheder forfærdelig. Han tog imod Tilskikkelsen, gik Haand
i Haand med den og maalie med Koldblodighed Slagets Styrke.
Som han stod deroppe, lod han roligt og tænksomt Øjet løbe
hen over os, som om han vilde bestemme det nøjagtige Punkt
for Sammenstødet, og han lagde aldeles ikke Mærke til vor
Lods, som, bleg af Raseri, raabte: »Det er jeres Skyld!«
Det var kun altfor tydeligt, at der ikke behøvedes noget
Gensvar.
»Grib! Hold i noget, og hæng fastl« sagde Manden med
det røde Ansigt til mig. Al hans Buldren var som bortblæst, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
