Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
min naturlige Kraft; kun saa længe som den udgjør
min mangfoldiggjorte Kraft, beholder jeg den; jeg
opgiver den pligt- og troløst i samme Øjeblik, som
den ikke længer medfører nogen Nytte for mig. Men
derved er vi tydeligvis ad en Omvej ført tilbage til
Udgangspunktet: til Jegenes indbyrdes Krig, det
interindividuelle Kaos, hvori alle Katte er graa.
Max Stimer var en Anarkismens Metafysiker.
Det Maal og den Triumf, han søgte, laa indenfor
den samme rene Tænknings Verden, mod hvilken
han drog i Leding, og hvorfra han falskelig troede
sig emanciperet. Han spændte sin logiske
Tanke-kjede over de konkrete menneskelige Forholds
Verden, uberørt af dennes talløse Ujevnheder, Hindringer
og Forviklinger. Paa samme Tid som han er uden
Interesse for de praktiske Bestræbelser, der i vore
Dage begynder at knytte sig til hans Navn, har han
i Modsætning til disse Bestræbelsers Repræsentanter
en Udviklingsvue, et verdenshistorisk Perspektiv,
hvis Rækkevidde de ikke har fattet, naar de
paa-beraaber sig hans Navn. Havde Stimer endnu levet,
skulde han med fuldstændig rigtig Konsekvens have
slaaet Tolstois Askese- og Ydmygheds-rige, den haltende
Fremtidsstat i Krapotkins «La conquéte du pain»,
Mackays «Den nye Verden», om hvilken Digteren
intet andet ved med Vished, end at den skal udvikle
sig smertefrit, (karakteristisk nok i Modsætning
til alt organisk), o. s. v. sammen til en og samme
Foreteelse, som han siden skulde have knyttet som
en sidste Slutning til den af ham saakaldte verdens-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
