Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasman, som fra først af havde været saa ivrig
og saa glad over, at de skulde afsted blev mer og
mer nedstemt jo nærmere Adskillelsen kom, og al
Travlheden i Huset gjorde ham bare værre.
Naar han i Dagens Løb færdedes paa Gaarden
eller nede paa Sjøhusene og fandt et eller andet,
som skulde rettes paa eller repareres, kunde han
sige til sig selv: — Det bliver netop et passeligt
Indearbeide for os til Vinterkveldene! men stanse
brat. — Nei, det er sandt da er jo ikke
Gutterne her mer! Saa stod han en Stund og strøg
sit Skjæg og rystede tankefuldt paa Hovedet, naar
han gik videre.
Jo længer han tænkte paa det, des mere gruede
han, og tilsidst begyndte han at faa Anfald af
Skrupler, fordi han sendte dem saa tidlig ud i
Verden. Men det varede aldrig længe, for han
vidste, at det var til deres bedsté, — men han
forstod bedre og bedre, hvilket Savn det vilde blive
for ham selv, naar han ikke længer havde dem
omkring sig.
Derfor vilde han ogsaa, at de skulde være
sammen den Tid, som var igjen; og aldrig havde han
været kjærligere og omhyggeligere for dem, og aldrig
havde de to Brødre elsket ham høiere.
Naar han ikke saa dem, ledte han dem op og
havde altid noget jilt at foreslaa; de fiskede sammen
og seilede sammen, og en Gang tog han dem med
sig til Byen paa en Guttetur, som han sagde —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
