Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ivrig, at de ikke engang havde Tid til at se sig
for, men ret som det var stødte Hovederne sammen,
og den lille hyggelige Lyd af Græsset, som reves
af ved hver Mundfuld lød rapt og taktfast, hver
Gang der var et Øiebliks Ørenlyd for Stormbraget.
Paa en Tue midt i en Pyt, som var saa stor, at
den næsten kunde kaldes en Dam, stod en Rødstilk
og skreg og forsøgte saa godt den kunde at
balancere paa sine lange, tynde, røde Ben.
Hver Gang den skulde skrige, maatte den nikke
med Hovedet; men skjønt den holdt Næsen ret
mod Vinden og lagde sig saa langt fremover, den
kunde, tog Stormtagene Ligevægten fra den, saa
den tvintede to—tre Skridt til Siden og maatte tage
Vingerne til Hjælp for at komme paa Fode igjen.
Det var allerede saa langt paa Høsten, at dens
Unger for længe siden var voksne og udlærte og
færdedes paa egen Haand — Gud maatte vide
hvor! — og det var nærmest bare af gammel Vane,
at den skreg saa ihærdig efter de to Gutunger, som
laa paa Maven oppe paa Fjeldet og kikkede
forsigtig over Stenene ud over Sjøen.
Saalangt de kunde se laa Havet i graagrøn Taage,
hvor de svære Braat kom og forsvandt og lyste mat
gjennem Halvmørket; men der, hvor Horizonten
skulde have været, gik Hav og Himmel i et med
en Farve som vaadt Vadmel, og derude kunde fra
Tid til anden Lodsbaaden skimtes — jagende for
en liden Stump Fok og med fire Rev i Storseilet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
