Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
synes at kjende til at nogen slik fangst blev drevet i England1. Det
tør imidlertid ansees tvilsomt om Nordmænde eller Islændingene
nogensinde i gammel tid drev det til en fuldt utviklet harpunfangst
av de store hvaler i åpen sjø, i likhet med hvad vi senere i
middelalderen finder på Frankriges kyst, og hos Baskerne (senere optat
av Englændere, Hollændere o. a.). Vistnok ligger det nær at tro at
utviklingen av hvalfangsten i Normandi skyldes Nordmændene, som
før fremholdt (s. 138); men en bør være fuldt opmerksom på at der
er andre muligheter, idet harpunen sandsynligvis har været kjendt,
og brukt på mindre sjødyr, allerede av stenalderens folk i Europa,
og fangst med harpun og line av større fisker var kjendt i
Middelhavet i oldtiden1 2, hvilket bl. a. fremgår av Polyb’S skildring av
sverdfisk-fangsten ved Skyllaion (ved Messina-strædet), som gjengis
hos Strabo [I, 24]:
“En fælles utkiksmand står i spidsen for dem, som i mange toårede båter samles
‘for at lure [på fisken]; to i hver båt. Den ene ror, den anden står i forenden med
‘et spyd, mens utkiksmanden anviser fiskens tilsynekomst; for dyret svommer med
‘tredjedelen over vandet. Så snart nu båten har nådd fisken gjennemstikker hin [-[spyd-’manden]-] {+[spyd-
’manden]+} den med hånden, og trækker straks spydet ut av dens krop igjen, bare med
‘undtagelse av spidsen; for den har mothaker, er med hensigt sat løst på spydskaftet,
‘og har en lang line fæstet til sig. Denne gir man ut efter den sårede fisk, indtil den
‘er trættet ut av sprælling og forsøk på flugt; da trækker man den til land, eller tar
‘den ind i båten hvis den ikke er meget stor,” En bedre skildring av harpunfangst
kjendes ikke fra middelalderen. Delfinen var for Grækerne Poseidon’s dyr som de
ikke fanget; men av Oppian’s skildring ser vi at de barbariske fiskere på Trakiens
kyst ikke hadde slike skrupler, men fanget delfinene med harpuner hvortil vår
fastgjort en lang line [jfr. Noel, 1815, s. 42].
Hvis de iberiske folk i det vestlige Middelhav har brukt denne
slags fangst, kan også Baskerne ha kjendt den. Men har de brukt
harpun på sverdfisk og små hvaler, biir skridtet til at bruke den på
Biskayer-hvalen ikke uoverkommelig for disse dristige sjøfolk, og
1 Et forskjellig indtryk kunde en få av Beda’s meddelelse om at man i
Britan-nien “fanget (capiuntur) meget hyppig sæler, og delfiner, og også hvaler (balenæ)
[Eccles. hist. gent. Angl. I, c. 1]. Men det er usikkert om dette gjælder
regelmæssig fangst med harpun av de store hvaler i åpen sjø, og ikke snarere strandede
hvaler, som ofte må ha forekommet i hine tider at dømme efter de normanniske og
senere også engelske bestemmelser derom.
2 Det er mulig at folkene på kystene av det Indiske Hav (og Røde Hav) allerede
langt tilbake i oldtiden fanget hvaler og spiste hvalkjøt [jfr, Noel, 1815, s. 23]. Strabo
[XV, 725 f.; XVI, 767, 773] fortæller om de store mængder av hval, 23 favner lange,
som Nearkhos skulde ha set i dette hav, og om at Ikhtyofagerne (fiskeæterne) brukte
ben av hvaler til bjelker og sperrer i sine hytter. Strabo mener [I, 24] at omtalen av
uhyret Skylla (som fisker delfiner og sæler o. s. v.) i Odysséen [XII, 95 ff.] skulde tyde
på gammel fangst av store havdyr; men alt dette kan være tvilsomt.
Harpunfangst
i Middelhavet
i oldtiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
