Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
‘at dens beboere er endnu råere end Britannierne, idet de både er menneske- og
alt-‘ætere [eller græs-ætere?], og holder det for berømmelig at fortære sine døde forældre1,
‘og at parre sig offentlig, såvel med andre kvinder som med sine modre og søstre.
‘Men også dette fortæller vi bare så, uten at ha troværdige vidner; skjønt idetmindste
‘menneske-æteri også skal være en skytisk skik, og Kelterne, Ibererne, og andre folk skal
‘ha gjort det samme i beleiringsnød.”
Strabo tillægger tydelig nok kulden en merkelig evne til at
for-råe menneskene, og han mener at endnu usikrere må fortællingene
om det endnu fjernere Thule være.
Oikumenens bredde, nord syd, satte han bare til 30000 stadier, og
mente at Eratosthenes, forledet av Pytheas’s fabler, hadde lagt
grænsen 8 000 stadier (== 11° 26’) for langt nord. Om landene
hinsides Albis (Elben) vet man intet, sier han. Ikke desmindre
nævner han Kimbrerne som boende på en halvø ved havet i nord;
men har ikke noget klart begrep om hvor denne er.
Ingen kan tro, mener han [VII, 292], at grunden til deres vandre- og røverliv var
at de blev fordrevet fra sin halvø [må være Jylland] av en stor vandflom, for de har
endnu det samme land som før, og det er latterlig at de i vrede over en naturlig og
stedse varende oplevelse, som kommer to gange daglig [d. e. tidevandet], skulde ha
forlatt sit land, o. s. v. Men av Strabos uttalelser fremgår, at det har været fortalt
meget om en stor stormflod i Danmark, som Kimbrerne med nød og neppe har undgåt.
Om disse folks seder fortæller Strabo bl. a., at med på deres hærtog fulgte
spåkvinder med gråt hår, hvite klær, og nakne føtter. “De gik fangerne i leiren imøte
‘med draget sværd, bekranset dem, og førte dem til en offerkjele av metal og
rum-‘mende tyve amphorer [romerske kubikfot]. Men her hadde de en stige som en av
‘dem gik op på, og bøiet over kjelen, skar de strupen av på den løftede fange. Men
‘i det i kjelen utstrømmende blod spådde de; andre derimot skar maven op og
be-‘skuet indvoldene, idet de forkyndte seir for sine. Men i slaget slog de på de over
‘vognenes fletverk utspændte skind, så at det blev gjort en uhyre larm.” Slik er en
av de første skildringer av skikkene hos de i Europa omstreifende kriger-skarer, som
nådde frem til den klassiske verden fra det ukjendte nord, og som i senere århundreder
skulde komme hyppigere. Men skildringen er sikkerlig påvirket av græske forestillinger.
Strabo mente at foruten den verden som Grækerne og Romerne
kjendte, kunde det bli opdaget andre fastlande eller verdener, hvor
det bodde andre menneske-raser.
1 Herodot [IV, 26] fortæller om Issedonerne i Skytien, at “når en mands far
‘dør, så bringer alle slegtninger fæ; og når de har slagtet det til offer, og skåret
‘kjøttet i stykker, så skjærer de også vertens avdøde far i stykker; derpå blander de
‘alt kjøttet sammen, og sætter det frem til måltidet; men hodet beslår de med guld,
‘efter at ha tat hårene av og renset det; og derefter betragter de det som et
gudebillede og bringer det hvert år store offere.” En sådan kanibalsk skik, hvis den
virkelig har eksisteret, kan ha hængt sammen med religiøse forestillinger. Men
Massageterne tillægger Herodot [I, 216] den endnu værre skik at: “når en biir meget gammel
‘hos dem, så kommer alle hans slegtninger sammen og slagter ham, men sammen
‘med ham også andet småfæ; da koker de kjøttet og holder et festmåltid. Det gjælder
‘hos dem for den lykligste ende.”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
