Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
«Det er brev til dig idag» — og han la postpakken
fra sig paa bordet og løste ut en avis. Langsomt gik
hun bort til bordet og rørte haanden hans med sin i
det samme han satte sig i gyngestolen.
Men da hun skulde aapne Fannys brev, begyndte
hun at skjælve. Hvorfor hadde hun ikke gjort det hun
tænkte? Hvad var det som hadde stanset hende?
Hvorfor skalv hun? Forvirret sat hun bøid over de
tætskrevne brevsidene og kunde ikke læse dem ...
Ved siden av ham paa det brunmalte klaffebordet
lyste det i en skaal fuld med balblom. Bakom bordet
stod sofaen med det rutete verkenstrækket og et
gammelt plæd over sætet; han brukte sove middag der naar
solen stod paa i kontoret... Og over sofaen hang det
store, sørgelige billedet av den korsfæstede — ofte
taalte hun ikke se paa det... Men paa væggen var det
rare tapetet — hver rute hadde et billed av damer
i krinoline og mænd i langskjøtete frakker, av hester og
store mynder — papiret var mørkgraat og sølvgraat i
farven, lik en skyet himmel. — Veronica møtte gardinet
med haanden — det buget ind i værelset for
luftdraget . . .
«Augustin,» sa hun; og da han blev ved at læse, tok
hun op — «Augustin — vet du at jeg var ræd dig,
isted?»
Han sænket avisen og saa paa hende — med tankene
hos bladartiklen —
«Du saa saa rart paa mig. Som vilde du si: rør mig
ikke ...» Med ett kjendtes det som alting paa hende
veknet — hodet, ryggen, benene — den spøkende tonen
hun hadde brukt, brast — taarer hun ikke visste oin,
løsnet lik ukers opgjemte graat. — Han la sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
