Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
bene sluttet tættere omkring tænderne og slåp farven,
som gled blaalig ned over haken. Og lægen la
haanden han hadde holdt, varlig op paa teppet, saa paa
Veronica og nikket. Alle hørte tydelig tikkingen fra det
lille uret, som hang paa sengestolpen og pikket videre.
Døden, kjærligheten og gud kan vi ikke forstaa, —
dem maa vi erfare, hadde doktoren sagt igaar . . .
Veronica husket de ordene da hun vaagnet. Og hun
laa litt og hørte paa søster Klaras dype, langsomme
aandedrag borte fra sofaen. Hun vilde ikke graate og
gi sig over som igaar. Sagte ståk hun føtterne ut av
sengen, drog strømpene paa sig og gik lydløst over
gulvet.
Inde i spisestuen var rullegardinet nede; men solen
kom ind langs vindusrammen og laget to høie skraa
lysvægger i rummet. Midt mellem dem stod sengen.
Det laa et lommetørklæ over den dødes ansigt, det
hadde skarpe, nystrøkne bretter; men hænderne var
bare — søster Klara hadde foldet dem, og i hullet
mellem peke- og tommelfingeren hadde hun stukket den
røde rosen.
Veronica la sagte haanden paa brystet der morens
hjerte hadde slaat; og mens taarene randt ned over
kindene paa hende syntes hun den stumme stilheten i
værelset kom der inde fra — steg med kulden som
flyttet ind i haanden hendes gjennem det tynde
linnetet. Og hun husket med ett den gangen moren fortalte
hun første gang hadde kjendt noget fremmed røre sig
indved hjertet, «og det var du, Veronica.» Langsomt
lot hun haanden gli ned over den døde kroppen —
jeg, jeg selv har levd der inde, tænkte hun–og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
