Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
Veronica svarte ikke. Det for en kold sno omkring
kirkemuren, smaa hvirvler av støv toppet sig og fulgte
blaasten langs jorden, til de utpaa det aapne torvet
møttes med et nyt lunete vindkast, som tok støvet med
sig i graa skyer like i øinene paa folk. Fru Maiman
holdt salmeboken for ansigtet.
«Det var en av de stunder man aldrig glemmer,» sa
hun og trykket Veronicas arm.
«Jeg likte ham ikke,» sa Fanny og grøsset — «end
du, Veronica?» hun la haanden i den andres ledige arm.
Men Veronica gjorde sig lempelig løs —
«Nei, vi skal ikke den veien, Fanny,» sa hun, «jeg
gaar med mama til papas grav.»
Fru Maimans ansigt blev langsomt lyserødt. Og da
de hadde sagt farvel til Fanny Delmar, som duvet
avsted over torvet lik en skute mot vinden, snakket hun
til datteren om veiret, om kirkegaarden — mildt og
lavmælt. —
Næste morgen laa Veronica og vaagnet langsomt og
droges med en uklar angst.
Det var lyst i værelset, saa lyst det blir i rum som
aldrig ser sol. Naar togene for forbi like indved
hus-væggen, klirret dørene paa etageovnen i hjørnet;
sommetider trængte en emmen lugt av damp sig ind.
Hun aapnet øinene og saa bort paa det grønne,
olje-malte strietapetet. Et ansigt gled frem. .. Hun satte
sig op — og tydelig, som hadde ordene ventet hos hende
til natten var forbi, kom sætning for sætning imot
hende —
Har du git dig over til gud, du yderlig fortapte? —
Har du sluppet dit tak i verden?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
