Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Vaarjagt”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det var to. Til de sidste hører hverken jeg eller den bredskuldrede,
maaske deraf Grunden hvorfor vi begge sætter Rugden saa høit, og da
især han, som i et Skud engang holte sig hele tre Stykker paa Træk.
At der forøvrigt af hele Jagtpartiet ikke fandles en eneste Morgenfngl
sees jo bedst deraf, at Petter fik gaa alene. En Orhane var den
Tiur han fik.
Morgentoilettet til Natfuglene er et rigtigt trybelt Stykke Arbeide
at iagttage. Fort med dem gaar det nu ialfald ikke, især nåar de har
flokket sig disse Fugle, der forresten ligesaa godt kan benævnes Spild
fngle, da Kortlegen aldrig mangler hos dem. Tro skulde man næsten,
de fandt paa baade det ene og det andet i Toiletveien bare for at vise,
at de til dagligdags hjemme er probre Gutter, men hver sin Lyst, jeg
skvat imens ud, og en Stund før vi drog paa med Kaffen, var jeg til
båge med Rugden, som laa der den faldt. Nu var det blot den længste
Nr. 2 der manglede ved Bordet, Longfellow Nr. 1 og Brannen, der heller
ikke er nogen Smaagut, var alt paa andre Koppen; men Nr. 2, der i
Statur og Ansigtsfarve ikke saa lidet minder om Carl XV, hvor var han?
Jo, nede paa Laaven og dængte Bikjene sine; det var paa det nærmeste
hans Morgentoilette. Kan godt være Dressuren er praktisk, tuklet med
blir da Bikjerne ialfald ikke, og bare det er jo allerede en stor Ting.
Vesle «Alo», et lite Sprøt paa en 6—7 Aar, hvid og svart og gul
flækket, var en pim-pim Jagthund, laa inde hos os oppe i Sengebænken
og blev kjælet for baade af os og af Barna der i Hoset, vilde sikkerlig
blit vetskræmt om Svarten, som vi for Kortheds Skyld vil benævne
Nr. 2 i Længden, havde anvendt sin Methode paa hende, men at det
skulde komme dertil sørgede baade Longfellow og Johannes for, hvis
Øiesten, i Særdeleshed den sidstes, «Alo» var.
Tre Bikjer eller 2 Slip, var det noget for slige Børster som os,
glap det ud af mig, mens vi maulede som bedst. «Børster! si’er du
Børster, hvad»? sa Svarten og saa paa Longfellow og Johannes. «Nei
Far, uden Bikje, ingen Børste». Saa glodde jeg paa Brannen, Smaaen
og han med Skuldrene, og taug stille.
Just ingen overlegen selvvigtig Tone hverken i Præget af Stemmen
eller Ordsvingen var det som Børsterne gav tilkjende, der de pratede
sig imellem, men alligevel saa kunde vi fire bikjelause ikke andet end
smaasmile til hverandre, der vi paa Traakka stod fuldstændig lige nøide,
hvordan Turen blev lagt, nåar vi bare indimellem kunde træffe sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
