Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Polerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Polerne.
Af alle Polbøger jeg har læst, fra Julius Payers, Østerrigeren, og
nu sidst ned til Agathon Friss’s om Danmark-Expeditionen, er der ingen
som i den Grad er blomslrende skrevet og som lillige er den af alle,
som mest gaar til Hjerte i Vemod. Det er Skildringen af Jørgen
Brønlunds sidste Færd der griher en meie end alle andre Polarfareres
Beretninger, den er vækkende og øm, samtidig som den er forfærdelig
og skjøn.
Men hvad der i første Rummet paatrænger sig ens Tanke ved
denne Mylius’s Færd og de to, som fulgte ham, er Sætningen: «Disciplin
ind i Døden», en Sætning, jeg ikke fuldt ud kan skatte eller dele, hvor
der ingen tvingende Nødvendighed er for Disciplin, som f. Ex. i Felt,
hvor Fædrelandets Ve og Vel tilsiger det.
Jeg maa uvilkaarlig tænke paa min Færd i Jotunheimen for snart
40 Aar tilbage; da var vi ogsaa tre i Skaadde og Regn og uden Mad,
Unggulter med Kart og Kompas, som vi mente at kunne greie. Som
den ældste af Troppen og muligens den, som under nogle Aars Elge
jagt havde indhøstet en Del Erfaringer og derved mei1 klarsynt end de
andre kunde dømme Situationens Alvor og i Tide havde tåget Mærker
af Tinder og Skar før Skodden salte ind, nedlagde jeg Protest mod
videre Fremtrængen. Der hlev holdt Raad, en vældig Palaver, og jeg
stod saa godtsom alene med mine Anskuelser, medens Uveiret tiltog og
(fet var grøssent at behandle Kart og Kompas, mens Varmen svandt
mer og mer i os, sommerklædte som vi var. En Bestemmalse maatte
fattes, jeg gik til <\en og fastslog at jeg vendte om.
Det var paa Valdersllyen, mellem Bygdin og Gjendin. Vor Vei
viser, en liden Mannikke op i de 60 7O, med et Kjæftament og en
Latter til Accompagnement, som vistnok Guderne, nåar i godt Lune,
vilde tinde smittende ogsaa for sig, som ved Afskeden fra os, der Flyen
begyndte, placerede sig paa en Sten, svingede Huen og onskede os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
