- Project Runeberg -  Skolemesterens optegnelser /
22

(1890) [MARC] Author: Peter Rosegger Translator: Ingeborg von der Lippe Konow
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

22

Saa kommer de allesammen ind i vort værelse
forat se, hvordan en dumrian ser ud. Og lo gjorde
de, og det saa længe, til jeg begyndte at græde. Da
lo de endda værre. Men den gamle paraplymager,
som bodde paa kvisten, han var ogsaa tilstede med
sit himmelblaa forklæde paa; han løftede haanden
og sa: ..Hør folk, dette er en dum latter; kanske
barnet er klogere end jer allesammen. Kom hid til
mig, gutten min. Idag er den snille far din død;
din faster er altfor klog, og hendes hus er for lidet
for dig, du lillebitte gutten min. Følg med mig du,
saa skal jeg lære dig at arbejde paraplyer".

Men da kan I tro, faster begyndte at skjænde!
Skjønt jeg kan nok tænke mig, at igrunden havde
hun ikke noget imod det, da jeg gik opover
trapperne med den gamle.

Dengang far døde, gik jeg i mit syvende aar.
Jeg husker bare, at mine forældre og jeg bodde i
en skogtrakt, til jeg var fem aar gammel. I skogen
ved et vaad’ bodde vi. Fjelde, skog og vand omgav
stedet; der var min far ansat ved et saltværk. Da
mor døde, blev far sygelig; han maatte opgi sin
ansættelse, og saa flyttede vi ind til hans
velstaa-ende søster i byen. Han vilde gjerne arbejde lidt
her forat betale sin søster, der var en sparsom kone,
for hus og ophold, som vi havde hos hende. Men
i byen var han syg hver eneste dag, det var
saavidt, han kunde lære mig at læse og skrive; andet
kunde han ikke udrette. Til det blev, som jeg
skrev paa første blad.

Hos den gamle paa kvisten var jeg i flere aar.
Jeg gik ogsaa med himmelblaat forklæde. Det
sparer paa klæderne. I førstningen gik jeg tidt ned
til faster, men hun kaldte mig saa ofte og saa længe
en dumrian, til jeg ikke gik der mere. Saa sa en-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:16:13 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skolmester/0024.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free