Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
Slutning
relsesform. Sjælen bærer ikke — saaledes som materien —
alt sit til skue i rummet. Den indeholder mere end
den kan aabenbare i rummet paa engang. Derfor finder
den sig henvist til tidsløpet, som allerede i den
organiske natur faar betydning, og som faar en stadig større
betydning, jo dypere det sjælelige væsen formaar at
gaa i sig selv. Mens materien er mangfoldig og
forskjellig ved hjælp av rummet, er sjælen det hovedsagelig
ved hjælp av tidsløpet. Sjælen gjennemløper en
utvikling, den har en historie, og likesom den hæver sig over
sit rumfyldende legeme, saaledes hæver den sig ogsaa
— som vi har set — over alle i tidsløpet forbiglidende
enkeltfænomener, fordi den i al tidsovergang formaar at
hævde sig selv som indre vedvaren.
Man kan kanske om det materielle stof si, at det
eksisterer i kraft av en historie; men man vil neppe
kunne si, at det bærer sin historie i sig, saaledes som
sjælen gjør det. Og naar sjælen hæver sig til det punkt,
at den paany kan fremkalde fortiden og gjenkjende
sig selv i den, da sker det, fordi den formaar at bevare det
forbigangne i mulighetens form, d. v. s. som dispositioner.
Fortiden kan kun forbli i sjælen som mulighet til
reproduktion. Men idet sjælen opkaster sig til herre over
denne reproduktion, — idet den underkaster
dispositionerne sin ledende kunnen, hæver den sig ogsaa over
disse. Saaledes hæver altsaa sjælen sig ikke bare over
det den avsætter i rummet, men ogsaa over det den
av-sætter i tiden. Ovenover alle underordnede muligheter
bevarer den sig selv som den inderste uaabenbarede
mulighet, et sidste holdepunkt og utgangspunkt.
Fordi det ubesjælede materielle stof uttømmer sig i
den rent rumlige tilværelse, er det blit bare periferi
uten noget centrum. Det har saa at si vrængt hele
ind-siden ut, og er derved blit skilt fra sit utgangspunkt.
Sjælen derimot fjerner sig aldrig saa langt fra sig selv,
at den ikke kan finde tilbake igjen. Den vogter sig for
at stige ned til materiel virkelighet for ikke at miste sig
selv som indre frit utgangspunkt. Den vil aldrig helt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
