Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjælen som transcendent væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Sjælen som transcendentalt jeg
hvad Lipps søker at gjennemføre. Han tillægger
bevisst-hets-jeget enhet og vedvaren, og gjør derved allerede det
primære, empiriske jeg til en avsluttet sammenhæng.
Men saa kommer han i tanker om at det empiriske jeg
fra Kants synspunkt bare kan ha en førøomerøtilværelse,
hvorefter han ganske vilkaarlig og ugrundet gjør det
empiriske jeg til akcidens ved et skjult, overempirisk jeg,
som vi ikke kan ha det ringeste kj endskap til. Saaledes
havner Lipps i den mest ekstreme dualisme.
Vi gir naturligvis med glæde Lipps ret, naar han
betoner at de sjælelig processer maa henføres til en
tilgrundliggende realitet. Det har jo i de foregaaende
kapitler noksom vist sig, at alle forsøk paa at opløse
sjælslivet i en sum av frits vævende processer mislykkes.
Der gives ingen sjælelige funktioner som ikke henviser
til et realt jeg. Men det er uforstaaelig hvorfor Lipp&
ikke kan nøie sig med det jeg hvortil alle vore
oplevelser henviser, og hvis realitet grunder sig paa sjælelig
erfaring, ikke paa hypoteser.
Man faar det indtryk, at det som har bevæget Lipps
til at opstille læren om det ubekjendte transcendente jeg
bak det empiriske, er ønsket om at bane vei for den
moderne indentitetslære. Ved at gjøre det empiriske jeg
til fænomen eller aabenbaring av en i sig selv ubekjendt
realitet, blir det saa meget lettere hypotetisk at identificere
denne ubekjendte realitet med den likeledes ubekjendte
realitet som ligger til grund for hjernen. Naar saa det
som ligger til grund baade for sjælslivet og hjernen, er
noget som vi ikke kan vite noget om, saa er vi jo
ihvertfald ikke avskaaret fra at anse det for et og det samme..
Lipps følger her Spinoza. Han ser i det reale jeg en
manifestation av verdens-jeget, som i de forskjellige
hjerner aabenbarer sig i individuel indskrænkethet.
Den sondring som det med hensyn til jeget kommer
an paa, er saaledes ikke en sondring som den Lipps
foretar, mellem det allerede i sig selv avsluttede empiriske
jeg og et i forhold til dette transcendent jeg; men det
er sondringen mellem de enkelte sjælelige erfaringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
