Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjælen som association
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
Sjælen som association
sjælen kunne utledes? Det er klart at vi med sjælen
ikke mener noget oprindelig indtryk, men et ubestemt
noget, hvortil vi knytter alle vore indtryk og
forestillinger. Dersom der laa en bestemt erfaring, et bestemt
indtryk til grund for min forestilling om sjælen eller
jeget, saa maatte jo dette indtryk vedvare under hele
livet. Ti ved jeget forstaar vi jo noget under hele livet
vedvarende. Men der gives intet slikt stadig, uforanderlig
indtryk. Smerte og fryd, lidenskaper og sindsro,
sansefornemmelser av den forskjelligste beskaffenhet avløser
hverandre uophørlig. Aldrig eksisterer de allesammen
samtidig. Forestillingen om jeget kan derfor ikke føres
tilbake til noget av disse indtryk, og er derfor ikke andet
end en fiktion. «Hvad mig angaar,» skriver Hume, «saa
forefinder jeg, naar jeg trænger saa dypt jeg kan ind i
mit jeg, altid en eller anden speciel fornemmelse, f. eks.
av varme eller kulde, av lys eller skygge, av kjærlighet
eller hat, av smerte eller glæde. Aldrig kan jeg gripe
mig selv uten nogen slik fornemmelse. Aldrig kan jeg
opdage andet end fornemmelser.» Derfor er ifølge Hume
sjælen ikke andet end en «bundt» av forskjellige
fornemmelser som følger efter hverandre med umerkelige
overgange og befinder sig i en stadig strøm.
Hume var dog en altfor skarpsindig tænker til i
længden at kunne skjule for sig selv det utilfredsstillende
i denne forklaring av jeget. I sit anhang til boken om
den menneskelige natur kommer han tilbake til
jegproblemet, og han lægger her ikke skjul paa at den
forklaring han tidligere har opstillet, ikke længer tilfredsstiller
ham. Det er personlighetens identitet — den
omstæn-dighet, at vi vedblir at være os selv gjennem hele livet
— som gjør ham tvilraadig, og han spør sig selv,
hvordan saa forskjellige og skiftende elementer som
indtrykkene og deres avblekede kopier kan bevirke endog et
skin av personlighetens identitet. Hume havner derfor
i skepticisme. Han slutter med at erkjende at han finder
jegproblemet uløselig.
Associationspsykologien har naturligvis efter Humes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
