Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Reise til Jekatharinenburg. — Gjestfrihed i Malmisch. — Wotiäker. — Livegne solgte fra et Gods i Tula til Fabriken Nischni-Tagilsk i Ural. — Forhindret Grusomhed mod en Qvinde i Dubrowa. — Perm. — Hurtig Kjørsel i Rusland. — Russiskt Dampbad. — Den magnetiske Intensitets Tilvæxt ved Nærmelsen til den Sibiriske Magnetpol. — Transport af Forviiste. — Festlighed ved Indtog i Asien. — Ankomst til Jekatharinenburg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
heel afklædte Mennesker laae eller gik rundt omkring Jldbraserne og
vendte sig foran Ilden, som en Steeg paa Spid. Om Natten vare
de avancerede os sorbiz men Formiddagen den 23de indhentede vi
denne endeløse Rad as Vogne. Paa næsten hver Vogn stak tre til
sire Børnehoveder frem af Sengklæderne i Vognenz hist sad «en Mo-
der med Benene ud over Vognfjælen med et Barn ved Brystetz
her laae-hun og sov, og Ungerne krøb omkring hendez Manden sad
foran og kjørte. Paa forreste Ende af den ene Vognfjæl paa hver
Vogn var fastgjort en Træstav med et Skraatag over, hvis Bestem-
melse jeg længe var i Tvivl om. Endelig opdagede jeg, at denne
Hytte indeholdt Helgenbilleder af Messingblik. Over den bageste Deel
af Vognen var befæstet to halvcirkelformige Buer, som et Par store
Tøndebaand, hvorover var lagt en Matte eller et Fildtteppe til Be-
skyttelse mod Regn og Blæst, i det mindste sor den øverste Deel af
den Hvilendes Legeme. Det var 100 Bondesamilier fra Gouverne-
mentet Tula, som den rige Demidoff havde kjøbt for at nedsætte dem
paa sin Eiendom Nischni-Tagilsk paa Ostsiden as Uralkjaeden nordenfor
Jekatharinenbnrg. Endelig opdagede jeg den lille Tatarqvinde med
hendes lille Barn, som jeg havde seet ved Oversarten over Wolga.
Hun sad nn paa en Vogn med sit Barn i Skjødet og Benene hæn-
gende nd over Vognkanten. Det eneste, som disse stakkels oprykkede
Bonder kunde føre med sig af deres ringe Eiendom, er deres Heste og
Arbeidsvogn og nogle Sengklæder, den Rede, hvori deres smaae Børn
laae, og den lille prismatiske Helligdomskasse, som hver med egen Øxe
havde forfærdiget, og som var prhdet med et Helgenbillede af Mes-
singblik, der neppe kostede en Snees Kopeker. Under Kjørselen tjente
denne lille Kasse og den Pæl, hvormed den var befæstet til Vogn-
fjælen, Smaaungerne, der altid vilde krhbe op for at see ud over
Vognfjcelen,. til at holde sig fast ved. Det var et meget rørende
Syn at see denne Mennesketransport. Jeg sagde til en gammel Kone,
som saae meget bedrøvet ud, at jeg havde hørt den Adelsmand, der.
havde solgt dem, rose som en menneskekjærlig Mand, der behandlede
sine Livegne som en Fader. »Gnd hjælpe os hvilken Fader han er
for sine Børn1« udraabte hun. »Jeg og min Mand ere begge over
60 Aar; vi vare nødte til at sælge vor Hytte, vor eneste Ko, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
