Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Det politiske Fængsel i Kara og dets Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
342 Sibirien.
maatte disse Kvinder indtil to Gange om Ugen være sammen med deres fangne
Mænd og modtage smaa Pengesummer af dem til deres -Livsophold. Efter at
»Ordenen« var bleven genoprettet i Fængslet, og de politiske Fanger befandt
sig i »streng Arrest«, maatte ogsaa Ægtefællernes Sammenkomster ophøre;
og da Mandens Penge befandt sig i Fængselsautoriteternes Hænder, led de
stakkels Kvinder og Børn den skrækkeligste Nød og var nær ved at dø af
Sult. Vera Rogatschef, der var gift med Løjtnant Dmitri Rogatschef, en ung
Artilleriofficer, der var dømt til Tvangsarbejde, kom i en saadan Armod og
blev greben af en saadan Fortvivlelse, at hun til sidst skod sig.
Den 6. Juli 1882 blev otte politiske Fanger, som Regeringen af en
eller anden Grand syntes at anse for særligt farlige, sendt i Lænker fra Kara
til St. Petersborg for at forsvinde for bestandig i Schlusselburgs Oublietter*).
Nogle Dage senere, omtrent i Midten af Juli, blev alle de øvrige
Statsforbrydere bragt tilbage til det politiske Fængsel i de nedre Gruber,
hvor man anviste dem langt mindre Celler, bestemte til syv eller otte, hvilke
var fremkomne ved, at man havde delt hver af de tidligere i tre Dele. Hele
Rummet var næsten overfyldt af Sovebænke, i Gangen mellem Væggen og
Briksen kunde to Mand ikke staa ved Siden af hinanden; der var absolut
ingen Plads til at bevæge sig, der var ikke levnet de ulykkelige, der savnede
enhver Beskæftigelse for Aand og Legeme, andet end at sidde eller ligge paa
Briksen. For at gøre deres Elendighed endnu større, blev der i disse smaa
Celler opstillet Ekskrementkar, der i den Grad forværrede Luften, at det, for
at benytte mig af et Udtryk i et til mig rettet Brev fra en af dem, »ligefrem
var til at blive afsindig over«. Det eneste Svar, de fik paa deres Bønner og
Forestillinger, var Khalturins Trusel, at saafremt de ikke forholdt sig rolige,
vilde han lade dem pidske. For at indjage dem Skræk sendte han endog en
Læge, der ved Undersøgelsen af en politisk skulde forvisse sig om, hvorvidt
han endnu var i Besiddelse af tilstrækkelig fysisk Kraft til at kunne udholde
Pryglestraffen uden Fare for sit Liv. Nu var Maalet fuldt. De ulykkelige
Stakler besluttede at foretage den sidste fortvivlede Protest imod Myndig
hedernes Grusomhed, der er kendt i de russiske Fængsler under Navnet
»Golodofka« eller »Hungerstrejken«. De sendte Major Khalturin det Budskab,
at deres Liv var blevet dem saa uudholdeligt, at de foretrak Døden fremfor
*) Disse «farlige* Fanger var d’Herrer Gellis, Woloschenko, Butsinski, Paul Orlof,
Malavski, Popof, Schtschedrin og Kobylianski. Man ved intet om deres senere Lod.
Fru Gellis, hvis Bekendtskab jeg gjorde i Transbajkalien, fortalte mig, at man
havde nægtet hende at tage Afsked med sin Mand, at him aldrig havde hørt fra
ham senere og end ikke vidste, om han endnu var blandt de levendes Tal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
