Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Statsforbrydere i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322 Sibirien.
ham, men de skildrede ham som saa svag, at han næppe var i Stand til at
tale og hvert Øjeblik kunde dø. Efter den Virkning, som min pludselige
Tilsynekomst havde frembragt paa Frøken Armfeldt og de andre politiske
Fanger, der dog befandt sig forholdsvis vel, betænkte jeg mig paa at forskrække
en døende Mand ved mit Besøg i Midnatstimen. Jeg havde senere Lejlighed
til at angre dette oprigtigt og bittert. Dr. Weimar døde, uden at jeg havde
faaet ham at se, og seks Maaneder senere, da jeg befandt mig paa Hjemrejsen
fra Sibirien til St. Petersborg, fik jeg Besøg af en overordentlig dannet og
tiltalende ung Dame, med hvem han i sin Forvisningstid havde været forlovet.
Hun havde hørt, at jeg havde været i Kara, da hendes Forlovede døde, og
kom nu til mig i det Haab, at jeg havde modtaget et Brev til hende eller i
det mindste et sidste Budskab fra ham. I November det foregaaende Aar
havde hun været beskæftiget med Forberedelser til den 4000 Mil lange Rejse
for i Kara at blive Dr. Weimars Hustru, da et Telegram fra Kaptajn Nikolin
i al Korthed meddelte hans Død. Endskønt der siden var hengaaet over seks
Maaneder, havde hun ikke hørt mere; hverken Dr. Weimar havde før sin Død,
eller hans Venner senere, faaet Tilladelse til at skrive til hende; jeg var hendes
sidste Haab. Læseren kan maaske forestille sig, hvor haardt det var for mig
at maatte sige hende, at jeg havde kunnet faa ham at se og havde kunnet
bringe hende et sidste Budskab fra hans Dødsseng, men at jeg ikke havde
besøgt ham. Jeg har oplevet meget sørgeligt, men jeg tror, at det var den
sørgeligste Pligt, der nogen Sinde er bleven paalagt mig.
Jeg tilbragte senere en Aften sammen med denne Dame i hendes Hus.
Hun fortalte mig Historier om Dr. "Weimars heltemodige og opofrende Liv,
viste mig Breve, som han havde sendt hende fra Bulgariens Slagmarker, og
til sidst viste hun mig under Taarer den kostbareste og helligste Relikvie,
som hun havde som Minde om ham — et Haandarbejde, som han havde for
færdiget i sin Celle i Kara, og som det var lykkedes ham i al Hemmelighed
a,t sende hende som et Tegn paa hans Kærlighed. Det var en Strimmel grovt
Lærred af den Slags, som anvendes til Fangernes Skjorter, henved tre
Tommer bred og næsten 50 Fod lang, og fra den ene Ende til den anden
smagfuldt broderet med det groveste og billigste kulørte Uldgarn i geo
metriske Figurer. »Hvilke Tanker har han mon vævet ind i dette Arbejde ?«
sagde hun, i det hun forgæves søgte at undertrykke en Hulken.
Efter vort sidste Besøg hos Frøken Armfeldt blev vi endnu fem Dage
i Kara, men da vi stadig blev strengt bevogtede, fik vi ikke udrettet mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
