- Project Runeberg -  Selv-Anden paa 86° 14' /
163

(1898) [MARC] Author: Hjalmar Johansen With: Severin Segelcke
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

TRETTENDE KAPITEL.

163

«Livjægeren» har jeg taget og bundet efter en af de
to slæder, som jeg passer, den er totalt vrag og bare
gjør ugagn i spandet; nu gaar den efter som slagt.
Den holdt paa at bli kvalt igaar, den blev slæbt efter
i linen, som jeg maatte kappe. Forleden aften forfrøs
jeg en finger, saa Nansen maatte gnide den med sne.»

Den 19de mars. «Igaar havde vi det uheld, at den
midterste slæde kjørte mod en isknaus, saa en
proviantsæk med fiskemel gik meget istykker. Dette sinkede
os ikke lidet, da hele slæden naturligvis maatte
omsurres. Meterhjulet er gaaet istykker, og min kajak har
faaet et hul i siden paa grund af veltning. Nansen har
mistet skeden til bjørnespydet, lommekompasset havde
han efterglemt paa et iskos, hvor jeg tik se det.

Vi holder en liden hvil midt paa dagen og faar lidt
kjød-chokolade, smør og brød, men begynder dog straks at fryse
og maa paa’en igjen. Omtr. 2 mil kom vi dog frem, trods
vore uheld. Formiddagen er den bedste tid, synes jeg, naar
en godt og vel har faaet dampen op og varmen i skrotten.»

De dage, som nu fulgte udover, før solen kom høiere
paa himlen og kulden slog sig, maa siges at være de
værste, vi havde paa hele ekspeditionen. Om dagen et
evindeligt slid med at komme fremover, om natten lidet
søvn og meget frysing. Uddunstningen af vore legemer
under marschen samlede sig i vadmelsklæderne vore,
saa de i de første dage blev stive. Efterhvert som det
led, isnede det mer og mer til, og i den vedvarende
strenge kulde, hvor kviksølvet holdt sig frosset, blev de
tilslut fuldstændige ispansere. Jeg drev en stund med
at skifte yderplag, naar vi skulde i posen, vekselvis
bruge anorak og kamelhaarstrøie; det maatte jeg dog
snart give op, da det blev for stor en lidelse at faa
vrængt af sig det stive plag med de skamfrosne fingre.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 19:19:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/selvanden/0183.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free