Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
aftenen; da drog zigøinerne væk ud af byen til sin
græsningsplads, slog op sine telte eller spændte
simpelthen lerred over vognstangen, tændte baal og
tilberedte aftensmaden. Omkring leiren stod en nys
gjerrig skare til langt paa nat.
»Naa, nu er det paa tid,« sagde min fader til
mig, da jeg endnu var en liden gut.
»Endnu en liden stund, endnu en liden stund.«
Min fader havde seiv ikke videre lyst til at
drage hjem. Vi sad begge to paa en liden vogn,
den gamle vallak Vaska, som ogsaa vendte hovedet
mod lysene og spidsede ørene ved bjørnenes brum
men, stod stille og vrinskede af og til; blussene fra
leiren kastede et skjælvende, rødt lys og ubestemt
vaklende skygge; en let taage hævede sig fra for
dybningen ved siden af os, og bag leiren strakte
steppen sig udover. De mørke vinger af en vind
mølle aftegnede sig mod horisonten; bagenfor strakte
sig et uendeligt, mystisk rum, indhyllet i en sølv
graa dunkelhed. Larmen fra leiren overdøvede ikke
steppenattens stille, rene toner: snart hørtes fra en
tjern dam et høitideligt, klangfuldt kor af froske,
snart lød vagtelkongens afmaalte, men hurtige skrig,
snart begyndte ogsaa vagtlerne og, ret som det var,
lød etstedstra uforstaaelige, ukjendte toner, svage
og harmoniske, hvad var det? Var det lyden af en
fjern klokke, hidført af en svag vind, eller var det
naturens stemme, hvis sprog vi ikke forstaar? . . .
I leiren blev alt lidt efter lidt stille; lidt efter
lidt slukkede baalene; bjørnene klirrede med sine
kjeder, naar de vendte sig, og brummede af og til
hæst under kjærrerne, til hvilke de var lænkede;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
