Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gullstrand, Allvar - Gullþórir - Gulmann - Gulo - Gulowsen, Jacob Arnt Nicolai - Gulrust - Gulsot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retning. Ogsaa to andre Arbejder præmieredes,
nemlig »Photographische-opthalmiatrische und
klinische Untersuchungen über die
Hornhautrefraction« (1896) og »Allgemeine Theorie der
monochromatischen Aberrationen und ihre
nächsten Ergebnisse für die Opthalmologie«
(1900). Af G.’s mindre Arbejder mærkes: »Om
samtidigt bestämmande av refraktion och
synsskärpa« (1891), forsk. Afh. over Macula,
Keratoconus og Lenticonus samt »Die reelle optische
Abbildung« (1906).
J. S. J.
Gullþórir, Guld-Tore, hedder Helten i en
isl. Slægtsaga, kaldt Gullþórissaga ell.
þorskfirðingasaga (udg. af K. Maurer, Leipzig 1858
og af Kaalund 1898). Sagaen fortæller særlig
om G. og hans Bedrifter ude (det nordlige
Norge) og hjemme. I Udlandet erhvervede G.
sig en Guldskat (deraf Navnet); dette fortælles
at være sket paa en meget overnaturlig Maade;
Sagaen er fuld af utrolige Eventyr. Ikke desto
mindre er dens Hovedindhold vistnok
paalideligt, navnlig for saa vidt den handler om isl.
Begivenheder og Stridigheder. Den stammer
fra Tiden c. 1200, men er mangelfuldt
overleveret.
F. J.
Gulmann, Christian, dansk Redaktør,
f. 2. Marts 1869 i Maribo, Student 1887, traadte
tidlig i Journalistikens Tjeneste, var 1898—1900
Redaktør af »Vort Land«, 1900—03 af »Illustr.
Tidende««, 1906—13 af »Gads danske Magasin«,
1904—12 af »Julealbum«. Han var Medarbejder
ved »Berlingske Tidende« 1903—08, hvor han
bl. a. skrev en Rk. Artikler »Skiftende
Horizonter«, der sammen med lignende Art. af ham
i andre Blade blev udgivet i Bogform 1909.
Efter 1908—12 at have været Medarbejder ved
»Nationaltidende« blev G., hvis Interesser i
særlig Grad er knyttet til Litteratur og Teater,
1. Jan. 1913 Redaktør af »Berlingske Tidende«.
Chr. Bl.
Gulo, se Jærv.
Gulowsen, Jacob Arnt Nicolai, norsk
Officer og Forf., f. 25. Febr 1839 i Kria, d.
smst. 6. Maj 1917. Han blev Sekondløjtnant i
Kavaleriet 1861, Ritmester 1874, Oberstløjtnant
1891, Oberst og Chef for Oplandske
Kavalerikorps 1898 og tog 1904 sin Afsked. G. opholdt
sig gentagne Gange med Stipendium i Udlandet
for at drive Arkivstudier til Arbejder om
enkelte Afsnit af den norske Hærs, specielt
Kavaleriets, Historie. Der foreligger fra hans
Haand flg. større Skr: »Fra Dragontiden.
Meddelelser om det norske Kavaleri indtil Beg. af
19. Aarh.« (1900), »Gyldenløvefejden
1675—1679« (i Kria Vid. Selsk. Skr 1906, II), »Fra
Valdemar Løvendahls Tid. Generalløjtnant
Tritzschler og Forræderiprocessen 1710—15« (i
»Hist. Tidsskr.«, 4. Rk., Bd 6), »De gl. Varder«
(smst. 4. Rk., Bd 5).
K. F.
Gulrust (Puccinia glumarum) optræder især
paa Hvede, Rug, Byg og Kvik; saa vidt vides
er G. ikke værtskiftende. G. er den for
Hvededyrkningen i Danmark farligste Rustsvamp;
den optræder paa Blade, Avner og Kerner, og
bevirker, at Kernerne bliver smaa og
indskrumpede. G. kendes lettest paa de smaa,
citrongule eller orangefarvede
Sommersporehobe, der i stort Tal er samlede i lange
Rækker og Striber paa gullig Bund. Angrebet
udvikler sig især i Juni—Juli, men kan i øvrigt
iagttages paa alle Hvedeplantens
Udviklingsstadier. G. bekæmpes ved Dyrkning af
modstandsdygtige Hvedesorter.
F. K. R.
Gulsot (Icterus) er ikke nogen selvstændig
Sygdom, men kun et Symptom, der kan
forekomme ved meget forsk. Sygdomme. Mest
iøjnefaldende ved G. er Hudens gule Farve;
men inden denne fremkommer, er det ofte
muligt at erkende, at G. er i Udvikling, af den
gule Farve, som Øjets Bindehinde allerede har
antaget. I lettere Tilfælde bliver Huden kun
ganske svagt gul, i stærkere ses ofte en meget
intens Gulfarvning. Det er ikke alene Huden
og Øjets Bindehinde, som farves; de fleste af
Legemets Væv optager Farvestoffet, selv
Afsondringerne, f. Eks. Sveden, kan vise sig
gullig farvede. Organismen befrier sig igen fra
Farvestoffet ved en Udskilning af dette
gennem Urinen. Denne antager, naar en G., i
alt Fald en stærkere C., er til Stede, en mørk
Farve, som meget mørkt Øl e. l., og naar den
bringes til at skumme, ses det ogsaa, at
Skummet er gult. I Modsætning hertil er
Ekskrementerne lysere end sædvanlig, ofte helt
hvidlige, af en leret Konsistens og tit stærkt
lugtende. G. skyldes Overgang i Blodet af Galdens
Bestanddele, Galdefarvestoffet og Galdesyrerne.
Det har ogsaa været antaget, at G. kunde
opstaa ved en Omdannelse i selve Blodet af
dettes Farvestof til Galdefarvestof, og den paa
denne Maade opstaaede G. kalder man
hæmatogen Ikterus i Modsætning til den, der
skyldes en Opsugning, en Resorption af
Galdens Bestanddele fra Leveren, der kaldes
Resorptionsikterus ell. hepatogen
Ikterus. Det synes dog nu sikkert, at der
ikke eksisterer nogen hæmatogen Ikterus, men
at G. altid maa skyldes en Resorption fra
Leveren ved en Hindring for Galdens
Udtømmelse i Tarmen. Den hyppigste Form af G. er
den saakaldte katarralske G., der antages
at bero paa en Mavetarmkatarr, en Catarrhus
gastroduodenalis, idet denne forplantes op
gennem den til Tarmen førende Galdegang, som
den tillukker ved Slimophobning. Forud for den
katarraiske G. gaar i Reglen nogle Dages alm.
Ildebefindende med Mathed, Træthed,
formindsket Appetit, Kvalme, undertiden Opkastning
og Tryk i Hjertekulen. Kløe i Huden og
Gultsyn (Xanthopsi), hvorved Genstandene viser sig
gulfarvede, findes undertiden, saa snart G. er
blevet tydelig; desuden indtræder i Reglen
Symptomer paa Galdesyrernes Indvirkning paa
Blodet og derigennem paa Nervesystemet:
Hjerteslaget og Pulsen bliver langsommere,
synker endog til 60—50 Slag ell. derunder i
Minuttet, Trætheden og Matheden bliver
større, og endelig paavirkes hele Ernæringen
derved, at Tarmindholdet unddrages Galdens
nødvendige Paavirkning. Det er navnlig det i
Føden indeholdte Fedt, som ikke kan fordøjes.
Ernæringen lider herved, og der indtræder en
kendelig Afmagring. Ved meget langvarig G. og
især i Tilfælde, hvor der samtidig er anden
alvorlig Lidelse, f. Eks. Kræft, til Stede, kan
Afmagringen og Ernæringssvækkelsen blive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
