Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•360
Lidenskaben med Faklens for den nære Ild. Der
forekommer ogsaa i dette Digt et Øjeblik, hvor
Dødens Genius ikke længer staar i Baggrunden
af Billedet, hvor Narcissus føler hans Nærværelse
og kalder ham til sin Side som en Yen og
Forløser :
priinoqve ecctingnor in cevo,
nec mihi mors gravis est, positiiro morte dolores.
(I Ungdommens Morgen jeg slukkes,
dog er ej Døden mig tung, thi Smerterne stilles af Døden).
Er nu Ynglingen en Antinous-Narcissus. da
er her unægtelig, som Tieck har gjættet,
Tale om et Dødsoffer og ikke om et
Troskabs-løfte, og da er Persefone, der i lige Grad
tillader en Udtydning til begge Sider, bedre paa
sin Plads end Isis, som vel kunde hentyde til
den Enes Død i Nilen, men ikke til den Andens
ved Kilden. Og da kan Fakkelbæreren, med
Hensyn til Narcissus, være Dødens Genius med
Forgængelighedens og Uforgængelighedens Fakler,
med Hensyn til Antinous Hadrianus’s Genius,
der gav hans Yndling Døden og Udødeligheden.
For de Tiders Mythe-Fortolkere var
Narcissus ikke Egenkjærligheden. Spejlbilledet, »hvori
han forelskede sig, var Idealet, og Kilden
Virkelighedens kolde Bølge, som moder En, naar man
vil gribe det. Udtrykket hos Narcissus er
derfor Attraa. Idealet naa’r han ikke, før Attraaen
har fortæret alt Jordisk i hans Tilværelse. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
