Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XLVII
pavelige Ufejlbarhed. — Imod denne
Opfattelse staar Digterens egen. Naar Mennesket
adlyder sin indre Stemme og" selvfornægtende
stræber for hvad det tror er ret og godt, da
fuldbyrder det, selv vildledt, det Hverv, det har
hernede, og’ lever, selv om det ikke véd det,
et Liv i Gud. Have vi tilkæmpet os Friheden,
ville de Enkeltes Vildfarelser ophæve
hverandre, den guddommelige Villie vil som en
højere Nødvendighed aabenbare sig i de
menneskelige Kræfters Leg, den oprindelige Harmoni
i Anlægene vil træde frem og Slægten vise
sig som et aandeligt Legeme, en Udvikling i
Tidens og Rummets Former af Idéverdenen i
Gud. — I Goethes Drama brydes altsaa de
samme Verdensanskuelser, som have Historien
til Valplads og aldrig stod med saa samlet
Magt mod hverandre som netop i vore Dage.
Deri ligger Dramaets Betydning for vor Tid.
Neppe er vel noget Værk udgaaet fra en
berømt Mesters Haand med saa mange Fejl, men
hvor have vi noget, der over et dybere
Tankeindhold spejler et rigere Menneskeliv?"
At Viktor Rydberg med disse Ord tillige
har tegnet sin egen „Verdensanskuelse",
berørtes ovenfor. Hvor gjerne havde jeg ikke
ogsaa her gjengivet hans hele Afhandling, hvor
den saa meget omtvistede anden Del af „Faust"
klart og simpelt udfolder sig for Læserens
Øje, men selv om Pladsen tillod det, vilde de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
