Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XLII
forsvindende Tankeled, en Form for Individets
berettigede F rihedskrav, forkastet derimod som
Kompas for Livet. — Kierkegaard skildrer
Faust som den kolde, egoistiske Forfører, men
hos Goethe er Margareta for Faust, hvad
Beatrice er for Dante: den Kjærlighedens
frelsende Haand, som fra Evigheden kan strækkes
ned i Livet, det tilsidst Fuldkommengjorte,
som løfter det Uudviklede op til sin egen
Højde. Derfor ender ogsaa hele F"austdramet
med de Ord:
Das Ewig-Weibliche
zieht uns hinan,
fører os „didop", til Gud, til Himlen. Goethes
Drama har ikke saa Lidet i sig af det Danteske
Digterværks apokalyptiske Xatur. F’austs
Udvikling og endelige Frelse er i Grunden intet
Andet end et Yærk af Margareta i
Guddommens Navn. Hun er Guds Finger i Fausts
Livsskjæbne. Og som Faust og Margareta
allerede dæmre i Dante og- Beatrice, saaledes
træffe vi dem igjen som Astolf og Felicia (i
Atterboms „Lycksalighetens O"), i Adam Homo
og Alma Stjerne, i Peer Gynt og Solvejg.
Men Goethes Idédrama overstraaler alle de
øvrige. — Vejen er Maalet, lærer dette Digt
os. At hvile, være tilfredsstillet og staa stille
er at tabe baade Vej og Maal. At være
virksom, ufornøjet og rastløs er at leve sit eget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
