Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 34. Alexander den Første. Udenrigske Forhold (1801—1825)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 De Allierede forene sig i Måhren.
Tid, for at gjøre det muligt for Kutusov at undkomme.
Han modtog Murats Parlamentair forekommende og fore
slog i Czarens Navn en Vaabenstilstand. Ti Timer hen
gik, inden Napoleons Svar indtraf. Keiseren, der var
rasende over Murats Lettroenhed, gav Befaling til strax at
angribe. I tolv Timer kæmpede Bagrations 10,000 Mand
med Forbittrelse. Om Natten brød den russiske General
hurtig op, efter at han havde tabt 2,000 Mand og hele sit
Artilleri. Kutusov, der var bleven frelst ved hans op
offrende Hengivenhed, omfavnede ham og sagde: «Du lever,
dette er mig tilstrækkeligt.»
Ved Ollmiitz iværksattes Kutusovs, Buxhøwdens og
Østerrigernes Forening. Napoleon koncentrerede sine
Tropper ved Briinn. Han havde her samlet omtrent
70,000 Mand; Keiserne af Rusland og Østerrig havde
80,000. Der herskede den største Begeistring i det rus
siske Hovedkvarter. Den unge Keiser og de unge Office
rer, der vare stolte af de smukke Kampe, Kutusov og
Bagration havde leveret, talte kun med den dybeste For
agt om Østerrigerne, der saa let havde ladet sig tåge til
Fange i Ulm. De nærede kun Had og Ringeagt for Kor
sikaneren «Bonaparte», hvis tidligere Seire skyldtes Mod
standernes Udygtighed. Et lille Held, Avantgarden havde
haft ved Vischau, Napoleons tilsyneladende Frygtsomhed
og General Savarys Ankomst som Parlamentair, gjorde
endelig Alle svimle af Hovmod. Keiser Alexander sendte
den unge Fyrst Dolgoruki til det franske Hovedkvarter
med en Skrivelse, der var rettet til den franske Nations
Overhoved. Dolgoruki erklærede overfor Napoleon, at
Frankrig maatte opgive Italien, hvis det strax vilde have
Fred. Blev det derimod beseiret, maatte det ikke alene
give Afkald paa Rhingrænsen, men ogsaa paa Piemont,
Savoien og Belgien, som vilde blive forvandlede til defen
sive Barrierer mod det. «Hvorfor ikke! Bryssel ogsaa!»
udbrød Napoleon og afskedigede ham koldt. «Disse Folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
