Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joseph Olenins kappe - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
Czentoschau. For temmelig længe siden, på kong;
Stanislaus tid, var dette hus skuepladsen for en
huslig tragedie. En af mine forfedre, som blev be
dragen af sin unge kone, øvede selv hustugt på for
fedrenes brutale måde og kastede den skyldige ned
i et dige. Siden den tid vanker den hvileløse sjæF
om med Russalki’erne, vandenes ånder, under nøkke
roserne og rørene. Fra tid til anden vender den
tilbage til sin bolig og besøger netop tårnet i dert
fløi, De bebor; man hører dens sagte suk, man kan
se dens spor i gangene på vanddråberne og stilker
af mos og sværdliljer. Ingen har set hende gå; et
høit sivrør, klædt i grønt flor, med algehår, sådan
ser hun nok ud. Hun viste sig to gange i min
bedstefars tid og en gang i min fars tid. Efter
hvert af disse besøg mangler der en gjenstand af
høi værdi i slottet. Hun tåger altid det, som hus
herren skatter høiest. Det var hende, den skøiertøs,
som stjal min gamle stridshest den aften, den blev
borte, da den kom fra havnegangen. Nu skjønner
jeg rigtignok ikke, hvad hun mere skulde kunne tåge
fra mig . . .!
Nogen tilrettevisning fra greven var nok over
flødig; opdraget af min lille-russiske amme i troen
på folketraditionerne, følte jeg alt andet end lyst til
at spøge med disse ting. Jeg blev endog indigneret
over den lattersalve, som kom fra den lænestol, grev
inden sad i, ved hendes mands sidste ord; det var
en übestemmelig latter, urovækkende, denne übe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
