Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Varvara Afanasiévna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
— Pyt, endte Michail Dmitritch, stykkerne er
endda gode.
Men langt borte på veien, hvor natten faldt
på, gled den dødes slæde udover med lyden af
responsierne til salmesangen, der klang dæmpet over
sneen. I den udviskede hvidhed skjelnet man intet
uden prestens sorte korkåbe og det høie guldkors;
de blev borte i horisonten, og de andægtige stemmer
tystnet. Den russiske ensomhed fik sin stilhed og
übevægelighed igjen.
Da præluderte den lille halte modig løs på sin
violin og sang halvhøit Petruchkas sang:
« — Å mit skjæg, mit lille skjæg!
Den som har bleget dig, det er gjæsten, som man
ikke kalder på og gjæsten, som man ikke
kalder på, det er sorgen, den slange!» —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
