Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
“Nei, jeg er da ikke ment paa at gi bort landet
mit.”
Presten blev sittende og se paa den syke, og saa
ufravendt, at han tvang ham til at vende blikket
mot sig; men Larsen drog snart synet bort. Dette
halvt tillukkede mysende blik mindet ham paa en
ubehagelig maate om en røntgen-maskine han
engang hadde set; saadan fornam han et dunkelt
halvlys inde i sjælens inderste kroker. — Høh! — Hvad
sat han der og lyste efter? Dette var ikke noget av
hans business vel? —
“Du er nok kommet til at holde av
Kanada-præ-rien, du,” siger presten endelig.
“Jaha du, jeg er det. Og var alle saa glade i
prærien som jeg, saa slap man at ha nogen særskilt
missionskasse for saanne karer som du.” Nu kunde
han ha det at lyse paa en stund! —
Det lange ansigt lo godmodig. “Og saa blev
det sidste værre end det første.”
“S-s-aa!” kom det saa inderlig tirrende.
“Ja, ser du, for saa blev livet her i utkanterne
endda mere gudforlatt end det er.”
“Jah! — Der har vi en av disse
prestepaastan-dene igjen; jeg synes næsten jeg kan lukte dem paa
halvmila hvergang de kommer.”
Presten lænet sig framover, støttet albuerne paa
knærne og foldet hænderne framfor sig; de to
pekefingre stak ut og dannet et taarn. Han talte
forunderlig rolig og sindig.
— “Men den paastand lar sig dog let bevise. Ta
nu dit eget tilfælde t. eks. Nu har du været
heroppe i over 3 aar; det er en lang tid i et menneskes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
