Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naar sneen daler ved juletide
L jorden undret sig, træ og sten, fugl og dyr, og
alt som bodde under havets bølge. En underlig
tidende hadde spredt sig, og nu gjæret den i sind; alle
hadde hørt det, og alle snakket om det; solen hadde
nævnt det til vinden, vinden snakket om det for trærne;
trærne hvisket det til engens græs og blomster, som nu
stod der og skalv ved denne merkelige tidende. Og alle
sammen trodde det, kun ikke menneskenes barn. Der
skulde bli fred paa jord, blev det fortalt. Fred paa
jord! — Fred paa jord! Nei, slikt var vel ikke mulig,
mente de i sin store vantro, og blev ved at trætte og kives.
Saa blev der holdt ting paa jord. For skulde der
komme fred over al skapningen, var dette noe saa merkelig,
at jorden maatte pyntes for anledningen, — fagrere end
noen før hadde set den. Vindene for da rundt og kaldte
til tinge. Alt kom og alle. Men av menneskenes barn
bare eir enslig, fattig, gammel kone med et vanført barn;
manden bendes var falden i krig, den ældste sønnen
hen-des ogsaa, og den næstældste, og den derefter igjen. Det
var datterens barn hun nu bar paa; dets far var ogsaa
falden for fiendehaand, selv var det blit vanført ved sult
og nød. Da tinget var sat og saken lagt fore, steg en
fager skikkelse frem, den vakreste av dem alle, og bød
sig til. Var det saa at jorden rigtig skulde pyntes, maatte
nok han til. “Ja!” sang alle blomstene og græsset og
trærne i kor; “ja, Vaaren maa gjøre det!” Og i det
øie-blik skalv pludselig al skapningen av Vaarens sterke glæ-
(Gammelt sagn)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
