Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Wilson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 William Wilsen
herre ventet mig ute i hall’en og ønsket at faa mig
i tale — øieblikkelig.
Sterkt beruset og fortumlet, som jeg var, blev
jeg ikke det mindste overrasket over at faa besøk paa
denne tid av natten, det gav mig en velkommen
anledning til at røre litt paa mig. Jeg vaklet avsted,
og befandt mig i næste øieblik i vestibulen. Det
var et lite lavt rum; lampen var sluknet, og det
eneste lys som spredte mørket, var et mat skimt av
den frembrydende morgendæmring tittende ned gjen-
nem det halvrunde vindu oppe i taket. Da jeg satte
foten over dørstokken, fik jeg øie paa en ung mand
omtrent av min egen høide og iført en hvit kachemirs
slobrok av samme nymodens snit, som den jeg selv
hadde paa. Saa meget kunde jeg straks se, men
hans ansigtstræk var det mig umulig at skjelne i det
svake lysskjær. Ikke før var jeg kommet tilsyne, saa
grep han mig med en utaalmodig gestus i armen og
hvisket William Wilson i mit øre.
I samme nu var rusen dunstet av mig.
Der var noget i mandens væsen, i den maate,
hvorpaa han bevæget sin opløftede finger like op i
mit ansigt, en egen underlig patos, som baade æng-
stet og forbauset mig, men det var allikevel ikke
dette, som gav det sterkeste indtryk. Nei, det kom
fra den dype, varslende undertone i hans røst; det
laa i den tyste hvislende stønnen, hvormed disse to
navne blev fremhvisket . . . den naadde mit øre med
tusen minder om svundne dage og rammet mig i
sjælen som et støt fra et galvanisk batteri.
Før jeg gjenvandt min fatning, var den frem-
mede forsvundet.
Skjønt denne hændelse virket sterkt paa mine
opskakede nerver, varte det dog ikke længe, før den
formed sig som en vag taaket erindring. Ganske
vist var jeg en fjorten dages tid optat med alvorlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
