Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Wilson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Wilson oe
mængdes fælleseie. Dette er da ogsaa grunden til
at jeg i denne fortælling kalder mig William Wilson
— et opdigtet navn, som ikke lyder meget ulikt mit
virkelige. Som sagt det var bare min navnefætter,
som tok sig til at bestride min rang som klassens
dux, likesom min overlegenhet i legemsøvelser og
sportspræstationer, — han alene mnegtet at tro mine
paastande, vilde slet ikke underordne sig mig, ikke
paa nogen maate erkjende, at jeg var hans over-
mand. Men nu er, som enhver vet der har gaat
paa en skole, intet despoti saa tyrannisk og ubarm-
hjertig som det vi tiltvinger os over vore underlegne
og mindre energiske kammerater.
Wilsons oprør var følgelig for mig en kilde til
de mangfoldigste pinagtigheter, ti skjønt jeg altid i
andres nærvær behandlet ham med det yderste hov-
mod, i mit stille sind frygtet jeg ham og
kunde ikke frigjøre mig for den tanke, at den jevn-
byrdighet, han saa let hævdet, naar vi to var sam-
men alene, maatte være et bevis paa en skjult over-
legenhet; det kostet mig en anspændelse av
alle mine kræfter bare at holde ham stangen. Og
dog var jeg den eneste, som erkjendte hans over-
legenhet, eller ihvertfald jevnbyrdighet med mig;
vore kammerater syntes at være uhelbredelig blinde
for en slik mulighet. Nu, det kom mest derav, at
hans kappestrid med mig, hans motstand, hans frække
og ihærdige krydsning av mine planer endnu var
en privat hemmelighet mellem os to. Han syn-
tes at være i like grad blottet for den ærgjerrig-
het, der drev mig frem, som for den lidenskap i
sindet, der satte mig istand til at udmerke mig. Det
laa nær at tænke sig, at det hele fra hans side mest
var en gutteagtig lyst til at fortrædige eller kanske
bare forbløffe mig. Men saa kunde der. komme
øieblikke, da jeg med følelse av undren, ydmyghet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
