Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 109. De sidste Angakut i Kangerdlugsuatsiak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•303
Huusgang, som du ikke har kjendt.« Kuvatsiak havde nemlig aldrig
kjendt sin Moder, der døde i Barselseng, dengang hun fødte ham.
Da Kuvatsiak begyndte at ældes, mødte han engang i Kajak sin
afdøde Broder Usuinak. Han vilde have denne hjem med sig, men han
sagde: »denne Slemme er Skyld i at jeg aldrig kan vende tilbage.«
I det samme saae han en sort Gjenstand paa Usuinaks Kajak, og
hvergang denne skubbede den ned, koin den strax op paa sin Plads
igjen, og Usuinak gjentog, at han for dennes Skyld ikke kunde vende
tilbage. Kuvatsiak bad ham om han maatte have den Sælhund, han
havde paa Slæb. Usuinak svarede: »du maa have den, men pas paa
at Børnene ikke spise af den, thi hvis de nyde den, kunne de aldrig
blive raske, men giv den til de Gamle at spise. Den er ikke en af
de Sælhunde, som komme til Havets Overflade, men af dem, som
altid leve i Dybden.« Med disse Ord løsnede han Sælhunden,
skubbede den hen til Kuvatsiak, og sagde : »imorgen skal du gaae til
Ta-terat, der vil jeg møde dig og fange en Hvidfisk for dig.« Da han
havde sagt dette, forsvandt han, men Kuvatsiak roede hjem med
Sælhunden og passede paa, at Børnene ikke kom til at spise af den.
Dagen efter drog han til Taterat; han hørte et Raab fra Gravene inde
paa Landet, og hans Broder var hos ham og hjalp ham til at fange
en Hvidfisk, der kom hoppende henad Havfladen. Efter den Tid mødte
han altid sin Broder, naar han var ude paa Fangst, men han kunde
ikke faae ham hjem med sig. De prøvede paa at skubbe den sorte
Skikkelse ned af Kajakken, men forgjæves, den krøb bestandig op
igjen, og derfor kunde han ikke vende tilbage til Menneskene.
Da der senere kom en Præst, som de kaldte Palasinguak, d. e.
den lille Præst, til Kangamiut, og Indvaanerne lode sig døbe, vilde
Kuvatsiak aldeles ikke komme dertil, da han ikke vilde døbes, skjøndt
der vare mange Mennesker, som bleve døbte og alle vare glade.
Kuvatsiak opholdt sig atter ved Kangiussak. Engang skreg han op i
Søvne formedelst en ængstelig Drøm, der gjorde ham ubevægelig, og
da de vækkede ham, sagde han: »hvad gjøre de ved min Datter? —
jeg saae et stærkt Lys komme over hende.« — Efter den Tid var
hans Yæsen heelt forandret, og engang tog han alle sine Folk med
sig i Baaden, og drog til Kangamiut. Ved Ankomsten dersteds løb
han, uden at gjøre noget ved Baaden og uden at standse, lige op til
Palasinguak, som bad ham sætte sig og spurgte, om han ønskede at
døbes. Da han sagde, at han vilde, lod han sig strax undervise, og
han opgav derpaa ganske sit Angakokvæsen, drog tilbage til Fjorden,
blev Lærer (Kateket), og døde snart derefter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
