Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 77. Sønnerne, som hævnede deres Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
som sad forrest, til og knækkede sin Aare. Hun bad derpaa om den
nærmestes Aare, men knækkede ogsaa denne. Paa denne Maade
knækkede hun alle Aarerne, og bad tilsidst Styreren om hans
Styre-aare. Han spurgte: »hvormed skal jeg da styre?« Hun svarede:
»med din Kajakaare.« Derpaa roede de blot med den ene Aare, og
han styrede med Kajakaaren lige ud tilsøes. Moderen, som laa ned
midt i Baaden, sagde til Sønnen, som styrede, at der vilde vise sig
Land forude, og at han da skulde styre med Solen, og følge langs
Landet sydefter. Snart saae de ogsaa noget mørkt og de kom til
Landet, og dreiende om et Næs fandt de et Huus. Da de kom
nærmere stod der kun en enkelt Mand udenfor. Dets Beboere vare nemlig,
O*
ligesom de selv, blot Qvindfolk med en eneste Mand; de indbøde dem
til sig og de Reisende toge Ophold der.
Imidlertid vare hine Brødre vaagnede, og da de saae den Dræbte,
med Kniven i Brystet, ilede de til deres Naboers Huus, men da intet
Menneske var der, begave de sig paa Reise langs Kysten nordefter
og forespurgte sig overalt, men Ingen kunde give dem Besked,
hvorfor de omsider vendte om, droge forbi deres Boplads og paa samme
Maade videre sydefter. Men heller ikke her opdagede de nogen og
omsider, da de havde reist meget langt, maatte de vende om, og
naaede deres Boplads netop ved Vinterens Frembrud. Den næste
Sommer reiste ogsaa de lige ud tilsøes og satte over til Akilinek,
men da de naaede Land, fulgte de Kysten nordefter, og de
forespurgte sig paa mange beboede Pladse 0111 dem, som de søgte efter,
men da Ingen kunde give dem Oplysning, bosatte de sig endelig der
og opgave Forfølgelsen.
Imidlertid var den næstældste af de bortflygtede Søstre bleven
gift med den Mand, som de boede hos, og ligeledes havde deres Broder
taget en af dennes Søstre til Kone. Da Flygtningens Kone fik en
Søn, opkaldte han denne efter sin stakkels afdøde Fader.
Bedstemoderen sagde: »ræk mig min Taske,« og da de havde bragt hende
den, fremsøgte hun Bjergtroldenes Slibesteen, som laa paa Bunden,
og hun gav sig til at gnide den lille Sønnesøn med den, idet hun
gjentog: »saa haard skal du blive som denne Steen! — Atter,
hvergang Barnet fik nye Klæder, tog hun dem først, og gned dem
med Stenen og sagde: »saa haard skal du blive!« Da Flygtningen
havde faaet flere Børn, spurgte han engang: »findes der paa dette
Land her i vor Omegn ingen andre Indvaanere?« En af Stedets
Beboere sagde: »nordenfor os boe der rigtignok mange Mennesker, men
eftersom vi ikke have været der, kjende vi dem ikke.« Flygtningen
vilde nu have ham til at reise med derhen. Først vilde han ikke, fordi
han ikke kjendte de Folk, men da hiin haardnakket vedblev at trygle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
