Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 55. Nivnigtak, den Behændige, som drog til Akilinek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 19
Dags Atten, da han atter kom med en stor Sælhund, vare de ifærd
med at gjøre deres Redskaber istand, og endelig først Dagen efter
fulgte de behændigste af dem med ham. Han sagde: «I skulle ikke
harpunere de store, men kun de mindste Sælhunde, formedelst eders
Langsomhed.« Da de kom ud til Aabningen, gik Nivnigtak lidt alene
omkring, og opdagede Slædespor, som førte lige ud ad Havet til. Da
lian havde undersøgt dem nøie, gik han tilbage til de Unge, og
harpunerede en større og en mindre Sælhund. Med dem begge paa Slæb
gik han hjemefter, men paa Veien syntes han, at hans Børnebørn,
der hver kun slæbte en Fjordsæl, gik ham for langsomt. Derfor sagde
han: »I kjende jo Veien, og kunne gaae alene.« Dermed forlod han
dem, og kom hjem længe før dem. Den Aften sagde han: »hvis Veiret
holder sig saaledes, kan man nok faae Lyst til at gaae paa Fangst.
I kunne nu engang imellem blive hjemme; jeg skal sørge for, at I ikke
komme i Nød. Dagen efter gik han ud, men om Aftenen ventede de
forgjæves paa ham. Nivnigtak opsøgte nemlig Slædesporene, som han
havde opdaget, og fulgte dem lige ud tilsøes. Tilsidst gik de høie
Fjelde af Sig e, men snart derefter saae han atter Land lorude,
hvorpaa han skyndte sig endmere, og omsider naaede Kysten hiinsides
Havet. Han gik op gjennem en lille Dal; paa den anden Side saae
han atter tilfrosset Hav og derhos et Huus med opreiste Støter ved
Siden. En Qvinde kom ud, og da hun saae et Menneske komme fra
en uventet Kant, blev hun staaende, men skjøndt hun ikke kjendte
ham, bød hun ham dog indenfor. Da han traadte ind, saae han to
ganske unge Piger sidde op til Væggen, dem udsaae han sig strax i
Tankerne til Hustruer. Han var meget sulten, men ventede forgjæves,
at de skulde beværte ham; omsider gik en af Qvinderne udenfor, kom
ind igjen og fortalte: »nu kan man see ham komme.« Nivnigtak saae
ud igjennem Vinduet og bemærkede en Mand, som kom løbende i
flyvende Fart, slæbende to store Sælhunde, som dandsede bag efter
ham paa Isen. Nær Sti andbredden forsvandt lian lidt mellem
Iisbrok-kerne under den høie Iiskant, derpaa kom han frem igjen med et Spring,
men standsede, da han saae den Fremmedes Udgangsklæder ophængte
paa Støtterne. Nivnigtak satte sig ned, og snart kom den Anden
ind smilende, og med Øinene blot fæstede paa den Fremmede. Da
han havde taget sine Klæder af, fremtog han et stort Skind under
ürixen, bredte det ud paa Gulvet og sagde: »naar man seer en Mand
første Gang, pleier man at prøve Kræfter med ham.« Nivnigtak tøvede
ikke, men afklædte sig, og satte sig ned ligeoverfor ham, hvorpaa de
trak Krog. Nivnigtak anstrængte sig, og.var nærved at hale ham til
sig, men saa holdt de op. Den anden satte sig igjen paa Brixen og
sagde: »har han ikke faaet noget at spise?« — »Nei.« — »Saa skyn-
-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
