Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 23. Malaise, som reiste til Akilinek
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Børn, syngende dem i Søvn. For at lade som der intet var paafærde,
bare de blot deres korte Beenklæder. Snart kom Børnepigerne ud
efter dem, og saa kunde de ikke flygte, men maatte staae stille, men
da der nu hørtes Sang inde i Huset, og denne var meget morsom,
gik Børnepigerne ind igjen ; strax skyndte de sig ned til Baaden, toge
Beenklæder paa, puttede deres Børn i Amauten, gik først overland,
derefter ud paa Isen, og vedbleve at vandre hele Natten. Da det
blev Dag, skjulte de sig mellem nogen Skrueiis, og medens de laae
der, liørte de Slæder komme og søge efter dem, forfølgende deres
Spor. De hørte dem standse der, hvor Sporene tabte sig, og raabe:
»eders Smaabørn skrige.« Men de bleve liggende der hele Dagen;
om Aftenen ilede de videre, og paa Veien lode de deres Børn fryse
ihjel og lagde dem ovenpaa Isen. Senere saae de Land, og da de
kom nærmere, gjenkjendte de Egnen hvor deres Vinterplads var; de
gik videre, og ganske rigtig, — der var deres lille Huus. Malaise
blev meget forbauset over at see sine Søstre træde ind; strax
udspurgte han dem om Akilinek, hvorledes Fangsten var der, men de
vilde ikke fortælle noget. Malaise tog nu, efter Søstrenes Hjemkomst,
for Alvor fat paa Fangsten. Engang da Dagene længedes, gik Malaise
om Morgenen tidligt udenfor, kom ind igjen med sin Kajakpels og
sagde: »Det er et herligt Veir til at gaae paa Fangst i.« Derpaa
vendte Søstrene sig til ham og sagde: »Skjøndt her jo egentlig ikke
er noget at gaae efter, er Malaise dog altid ufortrøden i sit Erhverv,
nei derovre paa Akilinek, der kan du troe at der er Fangst!« Da
Malaise hørte dette lagde han sin Kajakpels tilside og sagde:
»Fortæller mig da noget.« Fra den Tid af begyndte de at fortælle, og
selv om Veiret var meget godt, gik Malaise dog ikke ud; i flere
Dage blev han hjemme blot for at høre Søstrene fortælle om
Fangstens Beskaffenhed paa Akilinek. Engang da de i Fortællingens Løb
kom til at omtale de mange Sælhunde, som havde ligget paa det
Tørre i Fjorden, sagde Malaise: »jeg maa nok over til Akilinek; til
Foraaret, naar Sortsiderne indfinde sig, vil jeg give Baaden et
tredobbelt Betræk.« Da begyndte hans Kone strax at græde, thi hun var
meget frygtsom; men Malaise lo og morede sig over hende.
Saasnart Sortsiderne indfandt sig, samlede han Skind, betrak Baaden,
gav den endnu et Betræk og derover atter et tredie, og saa ventede
han blot paa godt Veir. En Morgen, da Malaise kom op, var det
stille og klart, han gik tilfjelds og bemærkede ikke et Vindpust.
Derpaa gik han ind og sagde: »Velan, lader os reise til Akilinek, det
er stille og klart.« Konen begyndte at græde, men Malaise lavede
til og udlo hende. Da Baaden var færdig, satte de den grædende
Kone i den, stødte fra Land og gik lige tilsøes; Søstrene roede alene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
