Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5. Om Ak’igsiak
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
gede jeg, at det var den frygtelige Orm, som min Fader havde
advaret mig for; da gav jeg mig til at flygte, men den saae og
forfulgte mig. Hvergang den naaede mig, sprang jeg over den og ståk
i den. Tilsidst tabte jeg Kræfterne endnu inden den var død, jeg
vedblev at ile afsted, men da jeg saae mig om var den nær ved at
indhente mig, da skreg jeg af Træthed, og saa faldt jeg om og tabte
Bevidstheden. Da jeg kom til mig selv igjen ved Kuldefornemmelsen
paa mit Ansigt, huskede jeg strax paa Ormen og saae mig om, da
laa den ganske nær ved mine Fødder. Krybende paa alle Fire listede
jeg mig bort, uden at vende Øinene fra den, men da den ikke rørte
sig, reiste jeg mig og gik. Først paa den fjerde Dag kom jeg hjem,
min Fader havde allerede opgivet mig som død; da jeg traadte ind,
sagde han: »vore Iluusfæller have intet at hjælpe dig med.« Derpaa
fortalte jeg, hvorledes jeg tilnød var bleven frelst fra Ormen, og at
jeg havde forladt den rimeligviis som død. Min Fader sagde:
»Ormens Krop, siger man, skal bestaae af bare Fedt,« og han lagde til:
»vore Samboende ere nær ved at døe af Sult.« Da de nu vare
underrettede derom, gik de ucl efter den; men de styrtede om af Sult
inden de naaede den, nogle tæt udenfor Husene, andre længere borte,
hele Veien laae der døde Mennesker. Men de som naaede Ormen,
flensede den og fandt at den bestod næsten af lutter Fedt, med kun
lidet Kjød imellem. Hele Vinteren levede de af den.«
Dette var Akigsiaks Fortælling ved det første Møde. Anden
Gang vedblev han at fortælle: »da jeg færdedes omkring for at jage
paa Landjorden, kom jeg engang med min Fader ud imod Kysten og
nedenfor os saae vi, at der stod tre Kystboer, som stirrede ud over
Havet. Min Fader sagde: »see hist ude blæser en Hval, løb ned til
dem dernede og spørg, om de ikke kjender en Tryllevise for at faae
den til at gaae op i Bugten.« Da jeg kom ned til Menneskene, spurgte
jeg dem, om de ikke kjendte en Vise til at kalde mod Strømmen.
Da sagde en gammel Mand: »jeg kjender vel en, men jeg kan ikke
synge den, fordi jeg mangler Tænder.« Jeg løb tilbage og fortalte
det til min Fader; han sagde: »lad ham lære dig den.« Da løb jeg
atter ned, lærte Visen, og i det jeg vadede med den ene Fod i Elven
sang jeg den først mumlende, derpaa med Ord. Strax kom Hvalen
ind i Bugten, men da den nærmede sig Elvmundingen blev
Vandfladen ganske rød og da vi saae os om, stod der en Mængde
Ind-landsboer langs Elven, saa at deres Ansigter speilede sig i Vandet.
Da Hvalen nu vilde gaae op i Elven, blev jeg meget begjerlig efter
den, men manglede Vaaben. Jeg løb da omkring tre Fjorde og kom
tilbage med Vaaben, da Hvalen først begyndte at gaae op i Elven,
Indlandsboerne ståk efter den, men formaaede ikke at trænge i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
