Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. M. J. Monrad f. 1816 — † 1897 - 5. Fortsættelse; psykologien i Norge under hegelianismens enevælde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1911. No. 3.
45
det »magiske sjæleliv« faar 3 gange saa stor plass. Karakteristiken er
metafysisk; fornemmelsen defineres som »den konkrete sig-finden-bestemt,
altsaa den vaagne tilstands reelle fylde«; hudfølelsen »lærer os at
kjende materien i sin abstrakte materialitet«. Blandt hudsansens
former nævnes ikke smerten, og ved kulde sætter M. spørsmaalstegn, som
om ikke hudens specielle kuldepunkter var blit paavist av Blix alt en
menneskealder tilbake i tiden. Hele systemet av kinæstetiske sanser,
alle organfornemmelser er unævnt. Med forkjærlighet dvæles ved
»sjælens natside«, det magiske sjæleliv. Der tales bl. a. om anelser, om
ønskekvistens fænomener, om dyrisk magnetisme. Og tilstanden av
sindsforvirring tjener som et lærerikt bevis paa sjælens vidunderlige evne
ti) at »fri sig for naturens sammenhæng«. Monrads lærebok er selv et
exempel paa hvad psykologien blir til, naar den opfattes utenfor
naturens sammenhæng.
5. Fortsættelse; psykologien i Norge under hegelianismens
enevælde.
I det halvhundrede aar som Monrad virket som lærer, blev
undervisningen i filosofi i Kristiania strengt holdt i hegelsk aand. M. magtet
at gjennemføre, at ikke andre fik lærerstilling ved universitetet end
saadanne som bekjendte sig til den absolute filosofi. G. Lyng.
universitets-stipendiat i 1858, professor i filosofi 1869 til 1884, svensken Pontus
Wikner, prof. i Kristiania fra 1884—1888, Mourly Vold, prof. fra 1890
1907, universitetsstipendiaterne W. Dons og H. C. Hansen, som
forelæste i 70-aarene og 90-aarene, alle var de enten erklærete hegelianere
eller tilhørte en spekulativ filosofi som stod hegelianismen avgjort nær.
Psykologien fristet trange kaar under denne retnings enevælde. Efter
hele hegelianismens grundsyn kunde det ikke være anderledes. Den gik
ut fra et fast, paa forhaand givet begrep om det absolute, idéen, aanden
som tilværelsesprincipet, og saa den filosofiske opgave i at eftervise
logisk hvorledes alt trinvis ordnet sig for tanken i forhold til dette begrep.
Ogsaa den psykologiske erkjendelse var et indhold som simpelthen
maatte deduceres av det absolute; som jordisk fænomen fremtrær nu
den menneskelige bevisthet gjennem individet, og individet fremviser to
sider: sjæl og legeme. Den ene side, legemet, tilhører naturens rike.
Men naturen er aanden i fangenskap, i utvorteshet, i adspredelse. Det
er klart, at en hegelsk filosof ikke kunde føie sig kaldet til at ofre
megen opmerksomhet paa de mangfoldige erfaringskjendsgjerninger som
han saa paa med en slags ringeakt; hans tænkning maatte hænge ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
