Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
hjælpe Eberhard i Marken, og da havde den gamle
mangt et godt Ord at lægge ham paa Sinde.
En Dag gik Eberhard, Datteren Marie og Heinrich
ud i Skoven for at samle Brænde. Da de kom til det
bestemte Sted, en stor aaben Plads, forlod Eberhard dem;
de to andre satte sig ned og fordrev Tiden med at
fortælle Æventyr. Endelig kom Bedstefaderen tilbage; han
saa’ saa fornøjet ud, smilede, standsede af og til, rystede
paa Hovedet, foldede sine Hænder. De andre kunde
ikke begribe, hvad der var hændet ham, men han satte
sig hos dem og fortalte. Ligesom han allerbedst gik i
Skoven, havde han set en mærkelig Lysglans, som naar
Solen staar op; han gik imod den, og paa én Gang laa
den dejligste Slette for ham; aldrig havde han set noget
saa yndigt, og der var en Duft og en Straaleglans, som
overgaar al Beskrivelse. Paa Sletten var der mangfoldige
prægtige Slotte og Haver. Ud fra et saadant Slot kom
en dejlig Jomfru; hun ilede imod ham, han kjendte
hende, det var Dorthea. Hun sagde saa venligt til ham:
„Fader, dér er vor evige Bolig, I kommer snart til os!"
— I samme øjeblik var alt forsvundet. „Børn, jeg dør
snart," sagde Eberhard, „hvor jeg glæder mig dertil."
Drengen fik travlt med at spørge om, hvordan hans
Moder havde set ud, og under Samtaler om dette Syn
forrettede de nu deres Arbejde og vandrede hjem. Men
fra den Dag af var gamle Jung som en fremmed i denne
Verden, og det underlige Syn skulde snart,vise sin
Sandhed.
Ved Mikkelsdagstid plejede Eberhard hvert Aar at
tække et Stykke af Huset; han havde i mange Aar selv
gjort Arbejdet og vilde ogsaa nu, skjøndt han i den
sidste Tid synlig havde tabt sig. Hans Hustru vilde
denne Gang holde håm fra det, da hun frygtede for en
Ulykke efter det Syn, han havde havt; men han lo kun
derad og sagde: „Har Gud bestemt at kalde mig snart
bort, undgaar jeg det jo ikke alligevel. Lad mig kun
gjøre, som jeg er vant til." Dette skete da ogsaa, Hein-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
