Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1813 var et bevæget Aar. Sverige deltog i Krigen
mod Napoleon, idet en svensk Hær under Kronprinsen
Karl Johan forenede sig med hans Modstandere. Hr.
Bremer var lidenskabelig optaget af Krigen; han hadede
Napoleon, formodentlig fordi han ansaa’ ham for den
inderste Aarsag til, at Sverige havde mistet Finland, og
han saa’ i Karl Johan den forhaabede Befrier for det
Napoleonske Tyranni. Under Familiens Ophold paa Årsta
kom der til at ligge Militær paa Gaarden; Regimentet
«Sødermanland» skulde nemlig indskibes fra Dalarø, som
ligger i Udkanten af Skærgaarden nærved Årsta, og
Staben laa her paa Slottet. Det var en Fryd for Børnene
daglig at høre Musikken spille og Morgen og Aften høre
Reveille og Tapto med den dertil knyttede militære
Andagt af Regimentet, som bekendt en Tradition fra Gustav
Adolfs Dage. Fredrikas Enthusiasme fik nu en ny
Retning. Hun følte Smerte over, at hun ikke var et
Mandfolk, som kunde drage Sværdet for Fædrelandet. Men
umuligt var det dog vel ikke for en Kvinde; kunde hun
ikke forklæde sig og saaledes blive optaget i Hæren? Det
blev nu en sværmerisk Higen hos hende at komme bort
og forsøge at blive Page hos den elskede Kronprins. Den
tolvaarige Pige manglede ikke Mod — det fattedes hun
mindst af alt hele Livet igennem — og en skøn Dag
tog hun da sit lille Sjal paa Armen og sneg sig bort fra
Hjemmet. Ud ad Landevejen styrede hun sine Skridt,
men hvorledes det forresten skulde gaa hende, havde hun
ingen Forestilling om. Hun haabede, at Lykken skulde
smile til den kække. Langt kom hun imidlertid ikke; da
hun blev træt af at ile ud ad Vejen, og ingen hjælpende
Skikkelse kom hende i Møde, vendte hun om. Men
længere hen paa Sommeren drev baade Begejstringen og
Bitterhedsfølelsen over Forældrenes Ukærlighed hende atter
afsted; hun haabede at støde paa en Vogn, hvormed hun
kunde komme til Stockholm og derfra ud i Verden, men
Skæbnen var hende ugunstig. Paa den altid ensomme
Vej mødte hun ingen, ikke saa meget som en Kat, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
