Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
Den Syge gjorde paany en urolig Bevægelse.
Fruen mærkede det.
»Forresten tror jeg nok, at De har anglet efter
ham. Det vilde være en lækker Fangst for en —
Skipperdatter. Jojo-! En kongelig Officerl Men
saalænge,« tilføiede hun hovmodig knejsende i en
ny, barsk Tone, »saalænge jeg regerer i· dette Hus,
saar De ikke Lov at dræbe ham med Deres For-
liebelse. Forstaar De, min bedste Jomfru? Han
er endnu ikke stærk nok til at taale Deres ømme
Kjærtegn eller til at høre paa Deres impertinente
Raaheder mod mig. Der er Døren! Gaa tilside,
Fredrikkel Aa, Veate, lys Jomfruen ud!«
Med et Skrig som et saaret Vildtdyrs styrtede
Frida bort. En tør, ironisk Latter« lød bag hende.
Da hun var ude i Porten, var der En, som
hastigt greb hendes Haand, og en bevæget, kvindelig
Røst hviskede:
,,De maa tilgive Mor; hun er saa pirreligz
det er af Træthed og Nattevaagen over den Syge.«
Frida svarede ikke, men ilte bort. Hun syntes,
« at hun efter denne forsmædelige Ydmygelse aldrig
mere turde vise sig for Folks Øine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
