Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
har i Fantasien bøjet Knæ og grædt over
denne lille Plet Romerjord, der indeslutter
Støvet af det Største, det Kostbareste, deres
nye Digtning eier. — Goethes Søn! — 0, hvor
bæver man ikke ved Navnet! — det var hans
eneste. — Hauch! Den ædle, danske Skald,
hvem Vaaren nægtede sin ,,Krans af Violer,
gjennemflettet med Krokus", han har nu til
Gjengjæld faaet Ærens Laurbær og Skjøn-
hedens Roser strøet ud over sit Leie. —
Andrea havde omsider fundet den Grav,
hun ledte efter. Denne hvide Marmorbuste
gjenkaldte hende den kjære Afdødes Træk.
Ja, her hvilede han, den store Seer, den
høie Sagafortæller, han, der skjænkede os til
os selv, idet han gav os en Historie, en For-
tid; en Æt, hvoraf vi kunde være stolt . 1"
Men ved hvert gyldent Blad, han føiede til
vor Saga, hang en Draabe Blod, og da Sagaen
endelig var færdig, brast Kjæmpens Sjæl med
det samme, for det var med sit eget varme,
rødt strømmende Hjerteblod han havde skrevet
den...
Ved Munchs Grav stod hun. i
Andrea, opdragen i en Kultus for alt
Norsk, for hvad Betydeligt vi kunde eie,
maatte ved denne Mands Hvilested gribes
dybere end andre. Taknemmelighed, Ærefrygt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
