Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Romerreisen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
Den mand, hun engang kom til at elske — hun
bæved ved tanken — vilde hun straks åbenbare
alt — Straks! — Det var da ingen skam at
elske . . .
»Det er Heine, « svarte han og lovte at
skrive digtet af til hende. Ja, det vilde hun
være ham så » uhyre taknemmelig« for —
En solstråle faldt ind gennem vinduet og
gav guldglans til hans blonde hår. Hun betragted
ham i sekundet, slået af den skønne modsætning
mellem dette blonde hår, og hans usædvanlig
mørke, veldannede øienbryn.
Fra » Foreningen « gik de i den strålende
middagsstund, med hovederne fulde af musik
vers, sentimentale ideer, til Monte Pincio. Det
hasted ikke med at komme hjem, mente Due,
og deri gav hun ham ret. De promenerte
frem og tilbage i havens mest ensomme gange,
beundrende de mange sjeldne, eviggrønne
vækster, marmorstatuerne, den blå, klare himmel,
og de vilde rosers skønhed. Useet af opsyns
manden stjal han en halvudsprungen rose, og
rakte hende den i taushed.
Hun skjulte den under sin jakke.
»Men det er jo tyveri, « hvisked hun med
et smil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
