Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jomfru Witzleben - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
holdtes på tysk, og faderen mente, at han også
i sproglig henseende kunde drage fordel deraf —
nei, han stirred bare på madonnabilledet over
alteret . . . Hvor tydeligt han endnu erindred
det ! Ja, det ligned Marianne Witzleben som den
ene dråbe vand ligner den anden . . . Her var
de samme blide, rene træk med det sørgmodige
udtryk, det samme gyldne hår og blå øine, den
samme barnemund, hvorom smerten havde sat
sit hemmelige mærke . . .
Han ønsked så brændende at møde hende
for at sige hende alt, hvad der foregik i hans
hjerte . . . Men det var der liden udsigt til
desværre. I hendes hjem turde han ikke opsøge
hende — og i byens selskabsliv vilde han neppe
træffe hende. Han tilhørte en af byens gamle
patricierslægter — og hun var som »Olines datter«
en slags paria. Ingen vilde tænke på at invitere
hende.
Så vandred han i sin rådvildhed og længsel
frem og tilbage udenfor hendes hus om aftenen,
drømmende om, at en eller anden lykkelig til
fældighed vilde føre dem sammen . . . Han havde
nu og da den trøst at se hende ved vinduet,
men saa forsvandt hun en vakker dag fra sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
