Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
«Det er allerede langt over Midnat .
Tiden bar ilet . . . Men nu maa jeg At
«Er De ee Ulla? Ud i denne ser?
Hør blot, hvor Vinden blæser rasende op, og hvor
Tagstenene ramler ned af Husene . . . Nei, De maa
blive her til Morgenstunden ... De maa ... da
skal De faa slippe, ikke før . . .»
Hun gjorde usikker et Skridt tilbage og slog Hæn-
derne afværgende for sit Bryst. Jeg læste hendes
skræmte Tanke i denne Bevægelse; men jeg vidste
med mig selv, at ikke en Gnist af Begjær havde smittet
min Sjæl i disse natlige Timer sammen med hende.
Hvad skulde vel ogsaa være en Mand helligt, naar ikke
Ulykken var det i en ung, værgeløs Kvindes Skikkelse?
«Jeg flytter naturligvis, Ulla. De blir her i mit
Kammer — her har De Gadedørsnøglen, saa kan De
imorgen slippe ud saa tidlig, De vil ...€. jeg springer over
til Pettersen, som bor tæt ved. Det er en brav Kar,
som er mig meget hengiven, De kjender ham jo...
Jeg finder altid et Paaskud for mit sildige Komme...
Nei, men De hører jo ikke paa mig, Ulla . .. bliv
her dog, lyt til en Vens Stemme ..»>
«Aldrig», sagde hun, ikke heftig, men med den
rolige Bestemthed, der siger mere. «Saa ilde vil
jeg dog ikke lønne Dem for Deres uendelige God-
hed mod mig.»
Hendes stive Blik smeltede og faldt taarevarmt
paa mig.
«Imorgen vilde Deres Vertinde erfare, hvad der
denne Nat har passeret; man vilde smykke Historien
PD
OD
VEE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
