Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
Din stakkers Moder gjerne
sig græmmer til sin Død,
naar du, mit Barn, blot løftes
paa Lykkens høie Skjød.»
Hun slog, dybt bevæget, Hænderne for Ansigtet.
De sidste Linier havde hun mere grædt end sunget.
Fra den høieste Tone sank hun pludselig over i
den dybeste Hulken.
«Tilgiv mig», raabte jeg smertefuldt, «jeg skulde
ikke nødet Dem, Ulla. Jeg var en Egoist, som
bare tænkte paa mig selv, ikke paa Deres oprevne
Følelser.»
«Aa, det gaar snart over!» Hun tørrede sine Øine.
«Men det er sandt! De skulde ikke bedet mig derom.
Vi kom jo imorges overens om, ikke at tale om eller
tænke paa noget sørgeligt. Og dette er sørgeligt, alt-
for meget . . . Ak, du stakkers, stakkers Mor!»
Hun reiste sig braat og gik foran mig nedover
- Veien. Jeg kunde se paa hendes umeddelsomme
Mine, at hun ikke ønskede mere Tale om dette
saare Emne. Tause, ganske tause vandrede vi frem,
og det varede en god Stund, førend vor tidligere
lette Samtale kom igang.
Da vi nærmede os Byen, og hun ilede frem,
for at aabne en Grind, tabte hun sit Perlebaand af
Koraller, hvori hang et lidet Kors. Snoren gik
istykker, og alle Perlerne trillede udover. Vi lagde
os begge paa Knæ for at samle dem op igjen. Vort
Haar og vore Hænder mødtes flere Gange i denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
